Ny tradition:

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Holmelygudstjeneste i Aarup Kirke

Fra den tidlige morgenstund, torsdag 15. september, pyntede Heidi Reus og Jesper Nielsen Aarup kirkes rum med flotte efterårsblomster og smilende solsikker, samt årets rige høst i form af korn, frugter og grøntsager. Samtidig bryggede Kirsten og Hanne kaffe og smurte hjemmebagte boller, mens Kuno Ringer dækkede bord i Sognehuset.

Som noget nyt skulle Aarup Kirke holde høstgudstjeneste for Holmelys beboere og Dagcenteret, samt for pårørende, frivillige hjælpere og Holmelys personale.

Klokken 10 begyndte kirkegængerne at ankomme, både gående, med bus og en enkelt kom sågar på cykel.

Efter gudstjenesten, som blev afsluttet med den festlige høstsang ”Marken er mejet”, gik alle ned i sognehuset og fik en kop kaffe og de hjemmebagte smurte boller. 

I sognehuset blev ”det lysner over agers felt” sunget og efterfølgende fortalte sognepræst Rikke Knudsen om Skt. Mikkel, om høsttraditioner og en lille historie om ”da møllersvenden snød på vægten”.

– Der skal lyde en stor tak til Holmelys beboere, til dagcenteret, til pårørende, frivillige og Holmelys personale, samt til hele personalet ved Aarup kirke og Kirsten og Hanne for i et stort og godt samarbejde og med smil på læben, at gøre Høstgudstjenesten til en ”anderledes, meget nærværende og god oplevelse” – Ja, Høstgudstjenesten var som et friskt pust til de mere ordinære Holmelygudstjenester, fortæller Rikke Knudsen, som håber der med høstgudstjenesten er startet en ny tradition sammen med Holmelys beboere.

Del denne historie på: