Jyllandsekspressen – 20 vogne med adskillige hundrede passagerer trukket af et damplokomotiv – som søndag 7. januar 1945 var på vej til København, gjorde ved middagstid holdt ved Aarup Station for at få påfyldt vand. Klokken 12.45 satte toget sig i bevægelse, men inden det nåede viadukten ved Assenbøllevej, standsede det brat.

Maskingeværernes skratten

En passager i en 1. klasses vogn fortalte til JyllandsPosten: ”Folk hang ud af Vinduerne og saa på nogle flyvemaskiner, der nærmede sig.  

Pludselig lød Maskingeværernes Skratten”.  Han og de øvrige passagerer kastede sig ned over hinanden for umiddelbart efter at styrte ud af vognen gennem døre og vinduer, mens de kunne se, at flyvemaskinerne vendte om for endnu engang at angribe toget. 

”Jeg havde 30 meter at løbe til nærmeste grøft. Jeg nåede det”, fortalte han.  Men den mand, han havde siddet ved siden af i kupeen, blev ramt og døde.  (1)

Måtte skræve over en død passager

Karen Kjærsgaard Christensen, som var 24 år, havde været på juleferie hos sin familie i Vissing og var 7. januar på vej tilbage til Ankerhus Husholdningsskole i Sorø, hvor hun var elev. 

Hun sad i kupe med bl.a. tyske soldater. En af dem, husker hun, rev sin pistol op af bæltet og ville tilsyneladende skyde på de angribende fly, hvilket dog blev forhindret af de andre soldater. 

Da en kugle knuste ruden i vinduet, rev soldaterne passagerne ned på gulvet og lagde sig oven på dem. Det forhindrede dog ikke nogle af dem i at blive såret af glassplinter. 

Da angrebet var slut, forsøgte Karen at komme til en vogndør og måtte skræve over en død passager, der lå i gangen. Døren kunne hun ikke åbne, fordi den var spærret af lig, så hun måtte springe ud gennem et vindue”.  (2)

Siden af toget gennemhullet af kugler 

En tredje passager havde smidt sig på gulvet, da toget blev angrebet. 

”Der kom en Maskine vinkelret ind paa Toget – ikke 10 m oppe. Da den var ca. 100 m fra Toget begyndte den med skydningen”. 

Han kunne se, hvordan siden af toget blev gennemhullet af kugler med en diameter som en fem-øre – og han så også, hvordan to passager, der lå på marken, blev dræbt. (3)

Lovede Vor Herre at ville være glad hver dag

Tove Gravgaard var også på vej tilbage til Ankerhus – og hun slap uskadt fra angrebet. 

Efter den første angrebsbølge sprang hun ud af vinduet og flygtede over en mark. Halvt igennem marken vendte flyet tilbage og begyndte at skyde. 

”Jeg smider mig ned på maven med armene dækkende hovedet – og lover Vor Herre, at jeg vil være glad, for hver dag, jeg får lov at leve – jeg skulle giftes til juni”. (4)

Fire kostskoledrenge valgte den forreste vogn

Især i krigens slutfase, blev mange danske tog – også passagertog – angrebet af allierede fly. 

Hensigten var nok sjældent at angribe passagervogne, men især at ødelægge lokomotiver, så de ikke kunne bruges til militærtransporter. I krigens slutfase trak Tyskland tropper hjem fra Norge for at sætte dem ind i Tyskland, som siden de allirededes landgang i Normandiet juni 1944 havde været i defensiven. 

Risikoen for at blive angrebet af et allieret fly betød ofte, at den forrest vogn – umiddelbart efter lokomotivet var tom – passagerne ønskede selvsagt at være så langt væk fra et eventuelt angreb som muligt. 

Sådan var det også, da fire drenge fra Give efter endt juleferie skulle tilbage til deres kostskoler i Herlufsholm og Sorø. Da de steg på Jyllands-Ekspressen i Fredericia, konstaterede de nemlig, at den forreste vogn var tom, mens de øvrige vogne var propfulde af passagerer. 

De fire drenge – alle i 14 års-alderen – var – og sådan er det at være 14 år – ikke bange af sig, så de entrede den forrest vogn – to i hver kupe – og kunne, fortalte Lars Gullestrup mig, da jeg interviewede ham i 2014 – ligefrem ligge ned på sæderne. (5). 

Drengene smed sig på gulvet, da toget blev angrebet – for umiddelbar derefter at hoppe af toget og flygte over marken til en nærliggende gård. 

Der mødte Lars en passager, som havde fået skudt noget af albuen af. ”Jeg hjælper ham med at underbinde såret, hvad jeg som lægesøn har let ved” fortalte han. 

Senere erfarede de to drenge, at det ikke kun var lokomotivet, som var blevet angrebet, men flere vogne. ”Jeg mødte en kammerat, som havde siddet overfor en passager, der fik skudt underansigtet væk. Det må have været en forfærdeligt syn”, mente Lars. 

Travlhed på telefoncentralen

Ellen Hansen var ansat som telefonist på Aarup Central, som holdt til i stueetagen i villaen på Holmelund 2. Da hun så formationen af fly på vej ind over Aarup og hørte flyene åbne ild omkring stationen, var hun klar over, at der var ved at ske noget forfærdeligt, så hun ringede med det samme til Falck og opfordrede dem til at gøre sig klar til udrykning. 

Kort efter, at angrebet var gået i gang, begyndte telefonerne at bimle og bamle, og hun kunne ud af øjenkrogen se folk løbe fra toget ud over marken for at kaste sig ned. 

Og så begyndte folk at strømme ind på centralen, hvor der var en offentlig telefonboks, nogle for at fortælle deres pårørende, at de var uskadte, andre for at fortælle, at de var lettere såret. (6)

Sårede passagerer på borde, senge og gulv

Ekspedient Nielsen skulle overtage vagten på Aarup Station klokken 13 og var på vej derhen fra sit hjem ved banelinjen, da flyene begyndte at angribe toget. 

Endnu mens lokomotivføreren slog bremserne i, sprang folk ud af det gennem døre og vinduer. 

– De spredte sig hurtigt ud over Markerne, mens Maskingeværerne hamrede i Luften. Det var, fortalte han til Jyllands-Posten, så frygtelige sekunder, at tankerne stod stille og han følte sig naglet til stedet. 

Flere af passagerne søgte ly i hans hus. Snart kom også de sårede hen til huset, hvor de blev lagt på sengene, på borde, på gulvet og på bårer. (7)

Ung kvinde fik krampe og døde

Isenkræmmer Aage Fich, der dengang boede i Bredgade 56, var den første, der nåede frem til ulykkesstedet.

Sammen med kollegaen Riddersholm, der arbejdede hos Fonnesbech, begyndte han at redde passagererne ud af toget. 

”Blandt andet kan jeg huske en kraftig dame, der havde leopardpels, hun var totalt knust, så vi måtte samle hende og bære hende ud i hendes kåbe, fortalte Aage Fich i 2007 til Otte Lundeman. 

Han huskede også en ung kvinde på 18-20, som fik krampe, ”så vi var flere, der måtte holde hende, og jeg måtte tage min pung og stikke i munden på hende, så hun ikke skulle bide tungen af sig selv.”

Den unge kvinde, viste det sig, var skudt i ryggen, og som han huskede det, blev hun kørt op på Tuberkulosehospitalet (i dag Lindebjerg), hvor hun kort efter døde. (8)

Hentede morfin, vin og spiritus på Tuberkulosehospital

Lægen Hartvig Hansen, som boede og havde praksis på Holmelund, sad sammen med sin familie bænket om søndagsmiddagen, da katastrofen brød løs.  

– Far greb sin lægetaske og skyndte sig hen til stationen, fortalte datteren Birte Hartvig Nielsen i 2007. 

Hartvig Hansen forsøgte med det samme at danne sig et overblik over katastrofen. 

Da han ikke havde så meget morfin derhjemme og det i øvrigt var svært at skaffe på en søndag, sendte han sin kone op på Tuberkulosehospitalet for at hente morfin der. Hun fik det morfin, hun skulle bruge, men gik også ned i kælderen og tog, hvad der var af vin og spiritus. 

Da hun nåede hen til ulykkesstedet, fik nogle af passagerne et glas vermouth eller andet fra vinkælderen. 

Faren havde travlt med at give smertestillende morfin og vurdere, hvem der var hårdest medtaget og derfor skulle med ambulance til sygehusene rundt omkring, og hvem der blot skulle modtage førstehjælp. 

Der var meget blod over alt, fortalte Birte Hartvig Nielsen, som også huskede en mand, som var meget rystet, for han havde pludselig bemærket en barnehånd, der var klæbet til hans fod. (9)

På forsiden af Jyllands-Posten

Allerede mandag 8. januar 1945 kunne Jyllands-Posten på forsiden fortælle, at 28 var dræbt og 50 såede under beskydning af otte danske tog. Heraf var 12 blevet dræbt og 31 sårede i Aarup. Et tal, som senere blev justeret til 14 dræbte og 30 sårede. (10). 

Kilder: ”På Sporet” af Anker Mogensen, Otto Lundeman og Henning John Andersen, 2008. 1) side 14. 2) side 19. 3) side 20. 4) side 25. 6) side 16. 7) side 13. 8) side 18. 9) side 22 og (10, side 4.  5) Fyens Stiftstidende, 7. januar 2015.