Et kig ind i fotografen Louis Schouws billedverden

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Aarup Lokalhistoriske Arkiv holder åbent på Arkivernes Dag lørdag 9. november klokken 10-14

Når Aarup Lokalhistoriske Arkiv byder indenfor på Arkivernes Dag, lørdag 9. november klokken 10-14 kan man slå hele fire fluer med et smæk, nemlig se en udstilling med fotos af Louis Schouw, en anden med små og store begivenheder for 40 år siden, få et indblik i hvad lokalarkivet beskæftiger sig med samt købe bøger med rabat. 

Fotograf Louis Schouws billeder

Denne fotograf virkede i Aarup fra 1925 til 1959, og en række af hans negativer er nu blevet behandlet, og mange af disse fotografier har aldrig været offentliggjort før. 

Det er mange år siden, at arkivet modtog hans samling af glasplader og negativer, men det er først på det seneste, at kræfterne har været til at få materialet digitaliseret og registreret. 

– Det vil i øvrigt tage lang tid for vores frivillige medarbejdere at komme igennem hele den kostbare kulturarv, som hans enke Kitty Schouw heldigvis overlod til vores forgængere i lokalarkivet, da hun ophørte med fotografvirksomheden, fortæller arkivformand Jørgen Koch Sørensen. 

Genkend et hus og vind en præmie

På dagen kan de besøgende deltage i en konkurrence på storskærm, hvor det gælder om at finde ud af, hvor i byen det gamle foto er taget. 

– Byens udseende forandrer sig jo hele tiden, og vores hukommelse kan have svært ved at følge med, ikke mindst hvis man er tilflytter, siger Jørgen Koch. 

Gætter man rigtigt vanker der en præmie, men under alle omstændigheder kan man se billederne over en kop kaffe. 

Små og store begivenheder for 40 år siden

Udstillingen består af en masse udklip fra dagblade og ugeaviser fra hele året 1984. Derigennem får de besøgende et godt indblik i, hvad der skete i byen og omegnen og optog sindene.  

– Et sjovt eksempel er fortællingen om, at man netop i 1984 skiftede fra olie til naturgas i rigtig mange husstande. Og nu 40 år efter er vi i gang med udfasningen af gas til fordel for en mere miljøvenlig fjernvarme, siger Jørgen. 

De to udstillinger kan i øvrigt ses i Galleriet alle ugens dage i bibliotekets åbningstid til og med den 24. november. 

Indblik i arkivet

Arkivet drives udelukkende af frivillige, som på dagen vil vise, hvordan de registrerer og opbevarer de mange dokumenter og billeder, som arkivet året igennem modtager fra private, foreninger og virksomheder i lokalområdet.

– På mange måder er lokalarkiverne vores fælles hukommelse, og vi modtager heldigvis fortsat meget materiale, som er med til at fortælle om Aarup og omegns historie og om den almindelige danskers historie, fortæller Jørgen. 

Køb bøger med rabat

Lokalarkivet har gennem årene udgivet adskillige bøger. På dagen kan de erhverves med 25% rabat.

Del denne historie på: