Carsten Friis om musicalen Hair:

Aarup

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Aarup Bibliotek og Frøbjerg Festspil bød på intro til årets musical, spillefilmen Hair og kaffe-snak

Ungdomsoprøret omkring 1968 var et oprør mod bl.a. autoriteter, sexualnormer og Vietnamkrigen, og det handler musicalen Hair om, fortalte festspilinstruktør Carsten Friis ved et arrangement i Kulturhuset Industrien onsdag 8. maj. Et arrangement, som Aarup Bibliotek og Frøbjerg Festspil stod bag. 

Tilbage omkring 1968 lå oprørets epicentre på de amerikanske universiteter, og dermed er der en parallel til nutiden, mente Carsten Friis: 

– Det er vildt at se, hvordan historien gentager sig. Da Hair blev skrevet, handlede det om Vietnamkrigen, i dag protesterer de amerikanske universitetsstuderende over krigen i Gaza-

Ligegyldigt med nøgenhed

Men historien gentager sig ikke en til en. 

Da man de første år opførte musicalen var der mange nøgenscener, hvor man kunne se bare bryster og tissemænd. Nogen som samtiden fandt, var både provokerende og pirrende, lød det fra Carsten Friis.

– Det med nøgenhed er fuldstændig ligegyldigt i dag. Vi har kun en scene, hvor en skuespiller smider blusen, og det gør hun (figuren i forestillingen, red.)  for at blive en del af fællesskabet, så den scene har vi holdt fast ved, fortalte Carsten Friis.

Med eller uden for fællesskabet

For netop fællesskabet spiller en stor rolle i festspillets opsætning af Hair – ligesom det i øvrigt er en rød tråd hos de mange aktører og frivillige på og bagved scenen. 

– Fællesskabet og den frie livsstil er kun sjovt, hvis man selv er med i det, ellers er det ekskluderende, sagde Carsten Friis, som sluttede af med en teaser:

– Scenografien er noget af det vildeste med masser af vand på scenen, hvis ellers det lykkedes at lave den. Men det gør det – selvfølgelig gør det det, sagde Carsten Friis, der i øvrigt også mente, at sangene var noget af det bedste, som nogensinde var lavet til en musical.

– Vi har dog opdateret musikstilen, så folk kommer til at opleve en nutidig lyd, fortalte Carsten Friis.

Opførtes første gang i 1967

Inden da havde bibliotekar Jørgen Kristensen fortalt, at Hair opførtes første gang i 1967 for et mindre publikum, for så at brage igennem på Broadway i 1968. 

Samme historie kan siges om Hairs indtog i Danmark, fortalte Jørgen Kristensen: 

– Hair blev opført i Gladsaxe i 1968, men det store gennembrud kom i 1971, hvor aktuelle stjerner som Jørgen og Noller Olsen, Eddie Skoller og Allan Mortensen medvirkede. Det var også i samme opsætning, at en meget ung Sanne Salomonsen fik sit gennembrud. 

Og da Hair blev sat op i 1996, var det med en ny generation stjerner som Eran DD og Monique på rollelisten.

Hair får premiere på Frøbjerg Bavnehøj den 8. august klokken 20. 

Yderligere information kan fås på www.frobjerg.dk. 

Del denne historie på: