Folkebladet holder et par topkvalitetsløbesko på, at kun ganske få 11-årige har flere kilometer i benene end Annabell Agergaard, og at det samme gælder broren Simon på 13. 

De har nemlig fået løb ind i kroppen fra de var spæde. Først i en baby jogger, så kørte de på cykel, indtil benene var lange nok til at de kunne løbe sammen med deres mor, Christina Agergaard, der helt skal løbe en tur hver dag, men mere om det nedenfor. 

Anden pinsedag, mandag 6. juni fik Simon og Annabell, ja og Christina med en helt usædvanlig løbeoplevelse. Sammen med 13.500 voksne og børn løb de rundt i Koldings gader til Royal Run. 

Fællesskabsfølelse ved Royal Run

– Det fedeste er at løbe sammen med flere tusinde, for det er noget helt andet end at løbe for sig selv, og så det at vi alle har de samme løbetrøjer, er med til at give en fællesskabsfølelse, siger Simon, der også fremhæver klapsalverne fra tilskuerne langs ruten. 

– Ja, og så at vi fik en medalje, siger Annabell. 

De tre havde meldt sig til 10 kilometerruten, mens Leander på 3 år og Sirus på 5 år, tog med til Kolding for at heppe på deres mor og søskende. 

 

Hyggetur på 1,02

– Vi gennemførte løbet på 1 time og 2 minutter – for vi var enige om, at det skulle være en hyggetur, siger Christina, der havde udstyret sig selv med tylskørt og alle tre med kongekroner, selvfølgelig for at sætte trumf på det royale. 

Fraset nogle få uger de fire gange Christina var gravid – har hun løbet hver eneste dag, siden hun var 20 – dvs. i omegnen af 25 år. 

– Lige nu har jeg det sådan, at jeg løber 5 kilometer seks af ugens dage og langt den sidste dag, fortæller Christina, som forleden, da hun løb en halvmaraton på en 500 meter lang rute i Grønnemose, hvor hun bor. 

Christina husker ikke præcis, hvad der fik hende til at ville løbe hver dag. 

– I flere år havde jeg dyrket styrketræning, men holdt en pause, og følte så, der skulle ske noget. Og det blev så løb, siger Christina, der hurtigt blev en dedikeret løber, hvor stærk regn og rusk ikke kunne stoppe hende. 

Løb og tandbørstning

”Har du også løbet i dag”, spurgte de mig på bureauet, husker Christina, der som grafiker har arbejdet på reklamebureau, men de senere år har været sig egen chef med base i Grønnemose. 

Svaret var hver gang ”ja”. Og Christina kunne ikke drømme om at skulke fra en løbetur. 

– Jeg har det sådan, at hvis jeg dropper en tur, kan jeg også gøre det i morgen. Så, nej, det gør jeg ikke. Det er for mig som at børste tænder, det gør jeg også hver dag, og jeg vil få det dårligt, hvis ikke jeg gjorde det. 

Christina foretrækker at løbe om morgenen. 

– Hvis ikke jeg gør det, begynder jeg på et tidspunkt at blive urolig i kroppen, så det stresser mig ikke at komme ud at løbe. Det er en afhængighed og måske lidt af en sindslidelse, for der er også noget med tallene, således vil jeg ikke løbe en tur på 16, 2 kilometer, nej turen skal være på 17, siger Christina. 

Hun vil altid med

Nu hvor Simon har lange skoledage, bliver det efter skoletid, at han snører løbeskoene, som han gør et par gange om ugen. Og han løber aldrig for sig selv.  

– Hun (moren, red.) vil altid med, siger Simon med et lille smil. 

Forleden var familien på tur til Givskud. 

– Annabell spurgte så om, der så var tid til at løbe og svaret var selvfølgelig, at det var der. For der skal altid være tid til at løbe en tur, fortæller Christina. 

En kasse øl på Smukfest

Og selv ikke vilde dage på Smukfest kunne dengang for mange år siden få hende til at fravige det. 

– Jeg kunne vågne klokken 8 om morgenen med ondt i hovedet, men jeg skulle løbe mine 5 km. Bagefter kunne jeg så gå i gang med at drikke en kasse øl, siger Christina.