Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening på udflugt til Hvidsten

Vissenbjerg

30. august 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Lørdag d. 12. september kan medlemmer af Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening deltage i en udflugt til Hvidsten Kro, der under den tyske besættelse fungerede som hovedkvarter for en af de mest kendte modstandsgrupper. Efter middagsmaden vil en lokal guide holde foredrag om modstandskampen i kroens lille museum.

Undervejs til kroen holdes kaffepause ved ”den genfundne bro”, der fungerede som jernbanebro fra 1899 til 1925. Men for 100 år siden blev broen begravet i en dæmning, der skulle sikre vandforsyningen til et nyt vandkraftværk ved Vestbirk. Broen blev genfundet i 2014, da man fjernede dæmningen for at skabe større vandgennemstrømning i Gudenåen.

Udflugten koster 375 kr., der dækker bus, kaffe med rundstykker, guide ved Hvidsten kro og to retters menu på kroen. Der er afgang kl. 9 fra Vissenbjerg Bibliotek.

Medlemmerne kan tilmelde sig ved at ringe til Flemming Risskov Jørgensen på tlf. 29 64 78 69 fra lørdag den 29/8 klokken 11.

Del denne historie på: