Husk nu de små pauser – vigtige for at undgå stress
Kerte
28. august 2026
Af Michael Lorenzen – msl@folkebladet.net
57-årig slår sig ned som stressterapeut og henviser til sit eget forløb, når det gælder om at forebygge
Når Brian Vedel skal rådgive folk om, hvordan man skal kurere eller undgå stress, har han selv en række erfaringer med i bagagen. Og nu har han etableret sin egen virksomhed som stress-terapeut med brug af online-samtaler som det væsentlige virkemiddel.
Stress er en folkesygdom i Danmark. Brian Vedel henviser til en landsdækkende opgørelse fra 2024, der viser, at man i tabt arbejdsfortjeneste lå på cirka 17 milliarder kroner plus naturligvis de menneskelige lidelser og omkostninger i øvrigt hos både de stressramte og deres familier. Og i den nationale sundhedsprofil fra år 2025 påvises det, at 29,5 procent af alle danskere har en høj score på stress-skalaen, og at dette for unge kvinder gælder hele 52 procent.
Selv gik Brian Vedel ned med stress og depression i 2020 og kom i terapi, og det var ikke første gang.
Allerede i 2000 fik Brian Vedel, hvad han selv kalder en fuldstændig nedsmeltning. Der var tale om et panikanfald, udløst af stress.
I august 2021 gik han i gang med et kursus i mindfulness, og tre år senere begyndte han på et intensivt terapeutmodul, som han afsluttede i november 2025. Undervejs han havde 10 øvelsesklienter.
Brian Vedel er 57 år og bor med sin kone på en 8000 kvadratmeter stor ejendom lidt syd for Kerte. Her er masser af forskellige dyr og natur, som han har megen glæde af.
Tidligere har han arbejdet i 19 år på OUH som serviceassistent, en blanding af portør og rengøringsassistent. I dag arbejder han sideløbende med sin virksomhed med rengøring for Assens Kommune.
Når Brian Vedel har klienter, vil samtalerne som nævnt foregå online. Det er der en særlig grund til.
– Coronatiden var forfærdelig, men vi fandt ud af, at man godt kan mødes online, og jeg tror, at det for de fleste, som er ramt af stress, vil være en voldsom overvindelse af skulle fysisk hen til en terapeut. Her kan vi virkelig få gavn af den moderne teknologi, nævner Brian Vedel.
Husk den vigtige pause
Stress kan udløses af mange ting. Nogle faktorer kan være overdreven brug af sociale medier, andre præstationskrav på arbejdet, eller jagten på statussymboler som for eksempel hus, store biler, diverse elektroniske apparater og dyre ferier.
Nogle har meget svært ved at sige nej og vil gerne være ”fikseren”, altså den person, som gerne hjælper andre med opgaver og lignende.
Det er vigtigt, at man husker at koble af, påpeger han.
– Når man er på arbejde, skal man sørge for at holde pauser, og jeg mener rigtige pauser. Det er ikke nok at sidde sammen med kollegerne og drikke kaffe. Nej, man skal sørge for at holde fem-ti minutter for sig selv. Mikropauser er stærkt undervurderede, fastslår Brian Vedel.
– Og så er det også nødvendigt, at man får nok søvn. Min egen historie handlede blandt andet om, at jeg mente, at fem timers søvn pr. døgn var nok. Men ofte kunne jeg ikke falde i søvn lige, når jeg havde lagt mig, så reelt blev det kun til tre- fire timers søvn, fortsætter han.
Brian Vedel tilbyder den første samtale med sine klienter gratis. Fortsætter man, er der et forløb på 10 samtaler for 8000 kroner.
– Jeg har arbejdet meget med at finde den rette pris. Hvis det er for billigt, virker det useriøst på folk, og tager jeg for høj en pris, så får jeg ikke klienter. Så det er det niveau, jeg har fundet frem til som passende, nævner Brian Vedel.
Man må ikke regne med, at alt er perfekt efter et forløb.
– Men i hvert fald skal man have opnået en forståelse for, hvad det er, som man skal arbejde videre med, siger han.
Undersøgelser viser, at cirka 10 procent af alle voksne lider af en eller anden form for personlighedsforstyrrelse, og for mange kommer erkendelsen og oplevelsen først, når deres barn er udredt.
Brian Vedel kalder sig også for ”Den skaldede stressterapeut”, fordi han – da har var allermest stresset omkring de 30 år – begyndte at tabe sit hår.
På hans hjemmeside stressterapi.dk kan man læse meget mere, herunder om de certifikationer, som han har.

