Rekordmange elever til Vandløb 2026 i herligt forårsvejr
For tredje år i træk holdt Assens Forsynings besøgs- og skoletjeneste KredsLab fredag 20. marts det populære læringsarrangement Vandløb. Med hele 152 skoleelever fra fem skoler i Assens Kommune er årets udgave rekordstor, skriver Assens Forsyning i en pressemeddelelse.
Arrangementet foregik i og omkring Forsyningsparken lidt uden for Assens – og i år blev deltagerne forkælet med et herligt tørt forårsvejr – trods lidt tåge til at begynde med.
– Vi oplever en rekordstor tilmelding i år, og det er vi selvfølgelig utrolig glade for. Det viser tydeligt, at der er stor interesse for at lære om vand, miljø og bæredygtighed på en mere praktisk og nærværende måde, siger Morten Valentin Mølgaard-Nielsen, underviser og daglig koordinator for KredsLab. Han understreger samtidig vigtigheden af at koble teori med praksis:
– Vandløb 2026 bekræfter, at der er et stort behov for at koble praktisk læring med det, eleverne læser i skolebøgerne. Når de selv står med opgaverne og oplever forsyningen i virkeligheden, giver det en helt anden forståelse.







