Nu er fjernvarmeopgravningen gået i gang i Bredgade
Trods februardage med hårdt vintervejr har Assens Fjernvarme begyndt opgravningen af Bredgade som planlagt.
Med forbehold for at vejret går amok den kommende tid, forventer Assens Fjernvarme at have gravet fjernvarmerør ned i Bredgade på strækningen Bredgade fra rundkørslen til Sanggaards Plads i februar og marts 2026.
Næste etape – del 2 – er sat til juni-august og omfatter strækningen Bredgade fra Sanggaards plads til Kirkegade. I denne etape vil gravemaskinerne også besøge Kirkegade og Rosenvænget.
Den tredje etape – del 3 – omfatter resten af Bredgade, Skolevej, Stationsvej samt vejene nord for jernbanen. Her forventer Assens Fjernvarme at gå i gang i oktober og november.
– Del 2 og del 3 tages med forbehold for ændringer, da de fortsat ligger et stykke ude i fremtiden, og justeringer kan forekomme i løbet af foråret, fortæller projektingeniør hos Assens Fjernvarme, Jon Carlsen.


