Sommerrhusejere får mulighed for egen skraldespand

Brunhuse

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Utilfredhed blandt både fastboende og sommerhusejere var resultatet, da det tidligere på året blev meldt ud, at sommerhusejere fremover skulle aflevere alt affald på store “affaldsøer”, nu er en ny løsning på vej.

– Jeg tænker, vi skal mødes og snakke os til rette. Sådan var reaktionen hos formand for Miljø-, Teknik- og Planudvalget i Assens Kommune Jens Jacobsen (V), da det fremtidige serviceniveau for affaldshåndtering i sommerhusområderne blev meldt ud, og mødte betydelig modstand, ikke mindst i Brunshuse, hvor der både er fastboende og sommerhuse.

31. august blev mødet gennemført. 35 sommerhusejere fra området var med på en gåtur med repræsentanter fra kommunen og Assens Forsyning, og nu er en løsning på vej, som måske ikke stiller alle tilfredse, men som imødekommer ønsker fra sommerhusejerne.

Egen spand ved huset

Sommerhusejerne får nu mulighed for at tilkøbe en spand til mad- og restaffald placeret ved eget hus, hvilket har været et ønske hos mange. Samtidig erstattes den midlertidige affaldsø, som fik nogle af de fastboende i Brunshuse til at reagere, fordi de syntes, de fik udsigt til nogle grimme beholdere, som de ikke havde noget med at gøre og frygtede, at affald også ville hobe sig op omkring dem, med en mere diskret og ensartet løsning. Her vil beholdere til mad- og restaffald blive gravet ned, mens beholdere til det genanvendelige affald vil blive delvist nedgravet, og alle beholdere skal være i samme design.

Den eksisterende affaldsø på Vesteragegyden flyttes til et andet sted, og for dem der bor i den vestlige del af sommerhusområdet ved Brunshuse, som ikke naturligt kommer ad Vesteragegyden, bliver genbrugsøen ved Brydegaard udvidet til en affaldsø, så de kan køre ad Brunshusevej og Helnæsvej ud af området og på vejen komme forbi affaldsøen, hvor de fremover altså også kan komme af med mad- og restaffald.

Ønsker koster ekstra

De sommerhusejere, der ønsker egen spand til mad- og restaffald vil få en ekstraregning på 1687 kroner om året, mens det i sommerhusområder, der allerede havde individuelle løsninger efter den gamle ordning bliver knap så dyrt.

Del denne historie på: