Ny udstilling: Træets mangfoldighed

Krengerup

Træets muligheder udvikles i sansefuldt samspil med trædrejeren Per Sepstrup

Trædrejeren Per Sepstrup udstiller i perioden 18. juli til 20. august på Hørvævsmuseet.

-Træet med dets farve og struktur en vigtig del af projektet og trædrejerens evne til at kombinere træet med drejeteknikken giver en stor mangfoldighed. Det er mit håb, at udstillingen viser, hvad jeg mener, siger Per Sepstrup.

Per Sepstrup har altid været fascineret af træ, og i begyndelsen af halvfemserne tog Per Sepstrup på det første kursus i trædrejning, et begynderkursus på Kerteminde Husflidsskole.

– Jeg fandt dog hurtigt ud af, at England er et mekka for trædrejere, og jeg har været på flere kurser i England samt i Tyskland. I de senere år har jeg i samarbejde med Skolen for Kreativ Fritid i Viborg arrangeret seminarer med udenlandske trædrejere.

I 2009 holdt Per Sepstrup i samarbejde med ”The Hatman” fra USA, de første kurser i drejning af hatte. Der blev produceret minihatte, høje hatte og ikke mindst cowboyhatte.

Per Sepstrups arbejder indbefatter f.eks. en dåse drejet i buksbom, hvor låget er hullet og gennemsigtigt; en trilledåse drejet i cocobolo træ, som er et lille tropisk træ, der er udbredt i Mexico og Mellemamerika og en saturndåse drejet i masubirk – et birketræ med en genetisk defekt der får træet til at sno sig på stænglen som krøller. 

Udstillingen på Hørvævsmuseet varer fra 18. juli til 20. august, hvor der er åbent tirsdag til søndag fra klokken 13-17. Museet finder man på  Nårupvej 30, Krengerup ved Glamsbjerg. Fernisering lørdag den 22. juli klokken 12.

Udstilling på Hørvævsmuseet: Filtrede vægtæpper

Tekstilkunstner Amy Grandt-Nielsen udstiller på Hørvævsmuseet 18. juli til 20.august

Amy Grandt-Nielsens kunstneriske udtryksform er gennem filten. Over årerne har hun arbejdet på skift med forskellige afsæt i formsprog og farveholdninger. 

Fra store geometriske mønstrede sort-hvide vægtæpper inspireret af tidligere tiders og steders billedfremstillinger, over de små landskabsinspirerede ”male med uld billeder” til objekter, filtfragmenter, skjul, krukker og mobiler.

De senere år har Amy Grandt-Nielsen billedmæssigt arbejdet med temaet ”Haveplaner” og ”Solens farver” og haft jord under neglene i haven, når hun sår og høster farveplanter.

I 1972 lærte Amy Grandt-Nielsen plantefarvning hos Ingeborg Mule Henningsen, Ollerup, og hun har foretaget studierejser til adskillige lande. 

Amy Grandt-Nielsen har haft talrige udstillinger og udsmykningsopgaver i ind- og udland.

Udstillingen på Hørvævsmuseet varer fra 18. juli til 20. august, hvor der er åbent tirsdag til søndag fra klokken 13-17. 

Adressen er Nårupvej 30, Krengerup ved Glamsbjerg. Fernisering lørdag den 22. juli klokken 12

Del denne historie på: