Ny affaldsordning er upopulær i sommerhusområder

Brunshuse/Helnæs

Af Lise Wolf –  lw@folkebladet.net

Affaldsspande er aldrig en køn udsigt, og i Brunshuse er de fastboende trætte af at skulle lægge jord sommerhusejernes skraldespande, og flere sommerhusejere er trætte af, at de ikke kan få egen spand til mad og restaffald.

Sine Møller, der bor på Vesteragegyden i Brunshuse, fik sig noget af en overraskelse, da hun pludselig en dag havde udsigt til otte affaldscontainere fra sin bolig. Det var vel at mærke ikke containere, hun selv skulle benytte, men containere tiltænkt sommerhusejerne i området, hvor de skulle aflevere dels mad- og restaffald, dels genanvendeligt affald såsom pap, papir, glas og metal.

Men hverken Sine Møller, flere af de omkringboende eller sommerhusejerne er glade for den løsning, og Assens Kommune har modtaget flere henvendelser. 

Sommerhusejerne ønsker både af hensyn til omgivelserne og til ældre og bevægelseshæmmede brugere af ordningen individuelle løsninger som dem, helårsbeboerne har, altså affaldsspande til mad- og restaffald på den enkelte adresse, og helårsbeboerne forstår ikke, hvorfor containerne placeres i deres område, når de skal betjene sommerhusområdet, Sine Møller mener desuden, at hun er høringsberettiget og klager over, at hun ikke er blevet hørt.

Politikere vil mødes

Miljø- Teknik- og Planudvalget blev på sit seneste møde orienteret om utilfredsheden i sommerhusområderne i Brunshuse og på Helnæs, og vil nu tage initiativ til at mødes med de utilfredse borgere, fortæller formand Jens Jakobsen (V). Han føler sig ret sikker på, at småjusteringer kan gøre de fleste tilfredse.

– Generelt er overgangen gået fint i hele kommunen, men når der er tale om så stor en omvæltning, kan der komme ting, der gør, at vi skal tænke os om en ekstra gang.

– Der er forskellige synspunkter. Mange synes, det er en fin løsning i sommerhusområderne, men vi har også fået tilkendegivelser fra folk, der vil noget andet, konstaterer han.

– Jeg ønsker at gøre folk glade

– Når man er i politik, har man et ønske om at gøre folk glade, men vi træffer også beslutninger, hvor folk er uenige. Man kan ikke gøre alle tilfredse, men man kan tage sit ansvar på sig, siger Jens Jakobsen. Han mener også, at grundejerforeninger og lokalråd bærer et ansvar for at holde sig opdateret om, hvad der sker, i stedet for at blive overraskede, når der er truffet en politisk beslutning.

– Der er fordele og ulemper ved det hele. Hvis der skal stå tre skraldespande ved hvert hus, vil nogle komme til at stå ved vejen og vælte, når der ikke er nogen der (i sommerhusene red.), påpeger Jens Jakobsen og nævner, at det også er vigtigt at tage hensyn til renovationsarbejdernes arbejdsforhold.

– Det er vores ansvar at få det til at fungere bedst muligt. Vi skal høre fra dem selv, hvad det er, de vil. Det er ikke altid dem, der råber højest, man skal rette sig efter, siger han.

Affalds-ø i 27 år

Miljøchef Anette Bæk gør opmærksom på, at der har været en nærgenbrugsstation det pågældende sted siden 1996, men medgiver, at containerne kunne været placeret pænere på arealet. Det er heller ikke meningen, at det fortsat skanse sådan ud. Planen er, at der skal opstilles mere ensartede containere og delvist nedgravede containere.

Når det gælder partshøringer, er det ikke aktuelt i denne sag, fortæller hun, fordi ændringerne ikke går på en specifik adresse.

Beboere har samlet 90 underskrifter

Der er bred enighed mellem fastboende og sommerhusejere. De vil have den gamle affaldsordning tilbage og dermed indsamling ved alle husstande.

At det nuværende virvar af forskellige affaldscontainere, som Sine Møller har udsigt til bliver erstattet af ensartede og delvis nedgravede beholdere, gør ikke løsningen mere “spiselig” for hende.

– Overhovedet ikke. Det er stadig alle fra sommerhusene, der skal levere mad- og restaffald der, og uanset løsning vil det give lugt og skadedyrsgener, og bare der kommer til at ligge lidt affald på sådan en synlig affaldsø, vil der blive smidt endnu mere, siger hun og henviser også til data fra Rambøll, der viser, at det er den værste måde at sortere affald på.

Underskriftindsamling

Ifølge Sine Møller, har beboerne ikke haft mulighed for at reagere tidligere, idet der ikke stod noget om placering af affaldsøer i det regulativ, der blev sendt til høring.

– Der har på ingen måde været inddragelse af os fastboende, formanden for grundejerforeningen er aldrig blevet kontaktet, siger hun blandt andet derfor, har man lavet en underskriftindsamling.

90 procent, eller ni ud af 10 fastboende i Brunshuse og Enemærket har skrevet under på “at der sættes en stopper for placering af affaldsøer på Vesteragegyden og Brunshusevej 505 (Slæbestedet) samt alle typer af fælles affaldscontainere til mad og restaffald”.

– Vi har ligeledes underskrifter fra 23 sommerhusejere, der ønsker at fortsætte med at have deres egen beholder til mad- og restaffald. Vi kunne sagtens have fået flere, men det er ikke det, der var vores primære fokus.

Del denne historie på: