De tre kilder ved Assens
Assens
Af Helge Desler
For nylig skrev jeg her på denne plads om kilden i Skovanlægget i Assens, men jeg må love for, at der ikke gik mange timer – efter at Folkebladet var på gaden – før jeg havde en person i telefonen, der med stolthed kunne fortælle, at der skam havde været andre kilder i Assens i tidernes løb.
Og det er ganske vist, og det vidste jeg for øvrigt godt, for jeg havde selv skrevet om disse kilder for en del år siden. Desuden kan man i bogen ”Assens gennem 700 år” også læse om disse kilder.
Her står der blandt andet, at sognepræst i Assens, Ludvig Bertelsen, engang berettede om, der omkring 1755 fandtes tre kilder ved Assens.
”Den første skulle havde ligget ved strandbredden en fjerdingvej nord for byen og omtales som helligkilde”, står der i bogen. ”Det hedder videre, at den brød frem med sådan en kraft, at den skød en stor sten fra sig, som lå i en liden distance fra den i havet”.
Det siges, at mange skrøbelige mennesker har søgt deres helbredelse der. Det hedder også, at en kagekone etablerede sig ved kilden om søndagen, og det skulle også være fastslået, at kilden for så vidt vides har fungeret som valfartssted for Assensfolk i mere end tre hundrede år efter reformationen.
Den anden kilde lå et bøsseskud fra den første, fortælles der, og den var af mindre alvorlig natur. Den benævnes ”Pratte kilde”, og undersøgelser har vist, at der findes spor til et væld i det knæk, der dannes, hvor den tidligere Gåsegyde drejer mod nord og fortsætter i Mariendalsstien.
Men hvorfra navnet ”Pratte Kilde” stammer, vides ikke.
Desuden fortælles også at byens store kunstner, Jens Adolf Jerichau, som der ikke for mange uger siden blev skrevet om i denne avis, i sine barndomserindringer, og antagelig fra tiden omkring 1830, fortæller om en udflugt ved vintertid sammen med en kammerat. De går ud på en isflage ved Helligkilde, driver til søs, men lykkeligvis ind mod havnen, hvor en Assensmand redder dem i land.
Den tredje kilde, som lå højere oppe i marken, er den, der gav det dengang kendte traktørsted navnet Kildens Minde, og der er ikke tvivl om, at det er disse tre kilder, som har givet navne til gaderne Kildensmindevej og Kildevænget.