Stafet for Livet i Kongsbjerganlægget

Flemløse

27. maj 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Flemløse Voldtofte Landsbylaug hylder alle, der har overvundet en sygdom 29. maj

Stafet for livet er en hyldest til alle, der har overvundet sygdommen, og til alle, der som pårørende har engageret sig i et sygdomsforløb. Den hyldest deltager Flemløse Voldtofte i ved at holde ”Stafet for Livet” i Kongsbjerganlægget 29. maj klokken 11 til kl. 23.

Flemløse Voldtofte Landsbylaug har oprettet et hold, der vil få base i anlægget.

Man melder sig til via hjemmesiden www. stafetforlivet.dk/glamsbjerg.

Det koster 100 kr. pr person at deltage, medmindre man har haft et kræftforløb – så deltager man gratis som fighter.

Der kan bestilles mad på hjemmesiden i stafetshoppen. Det er frikadeller med kartoffelsalat til den lidt større sult cog chokoladekage til den søde tand. Lauget sørger for drikkevarer – og man kan selvfølgelig tage mad med hjemmefra. Vi arrangerer noget at spise, hvis alt andet glipper.

Meningen er, at man gennemfører en lille gå/lunte/løbetur så mange gange som muligt. Derved doneres der penge til Kræftens Bekæmpelse. I løbet af dagen arrangeres der aktiviteter for børn og voksne, og dagen afsluttes med et stemningsfuldt lysende fænomen, hvor gode håbefulde ønsker kan sendes ud i universet. Hertil kan der købes lysposer.

Ca. klokken 14.15 får vi besøg af ambassadør og Global Hero of Hope Henriette Weibel,  der vil holde en festtale, skriver lauget i en pressemeddelelse. 

Del denne historie på: