Vissenbjerg Kirke lyser op i aftenmørket
Stearinlys lyser kirkerummet op, mens fakler viser vej på kirkegården, når Vissenbjerg Kirke tirsdag 14. december klokken 19.30 kalder til ”Lys i aftenmørket”.
– I november fandt mere end 65 personer vej gennem aftenmørket til en anderledes aftengudstjeneste, og nu har du igen muligheden: Denne gang lader vi ovenikøbet julestemningen sænke sig i det sparsomt oplyste kirkerum, siger sognepræst Nicolai Røge.
Til “Lys i aftenmørket” tager mørke, musik, eftertanke og sang deltagerne ved hånden og skaber et åndehul i hverdagen og juletravlheden. Undervejs vil kirkens organist, Mettea Engelund fremføre stemningsfuld julemusik, mens salmesangen veksler mellem traditionelle salmer samt sange med rødder i Taizé-traditionen.
Sognepræst Nicolai Røge fortæller: “Hvor december traditionelt er fyldt med juleforberedelser og travlhed, så tillader vi os at standse op en aften, så vi kan trække vejret. For adventstiden handler ikke kun om julestress men om, at vi skal forberede os, så vi er klar til at modtage det, som julen bringer os. Med arrangementet her forsøger vi at skabe et rum for den fordybelse, som man normalt kan mangle i december”.
“Lys i aftenmørket” afholdes desuden den 19. januar og 23. februar. Alle datoer klokken 19.30 i Vissenbjerg Kirke.
På grund af coronarestriktionerne er det en god idé at medbringe et gyldigt coronapas, så man er helt sikker på ikke at blive afvist i døren.
Faktaboks
Taizé-traditionen
En andagsform, som siden slutningen af 1950’erne har bredt sig fra et kloster i en lille by i Frankrig. Taizé-andagten er mediativ og stemningsfuld.
Centralt for livet i Taizé står tre daglige gudstjenester. Disse gudstjenester er præget af simple, meditative sange med tekster fra Bibelen eller enkle bønner til Gud. Kilde: Kristendom.dk.