Veltrimmet Aarup og vildtvoksende Vissenbjerg: Manglende overblik eller bevidst strategi?

Vissenbjerg

3. august 2021

Lene Due

Jeg er bosiddende i Vissenbjerg by, men denne dag har jeg været i Assens og nærmer mig via Skydebjerg den nye udstykning i Aarup. Med undren konstaterer jeg, at et stort kommunalt areal beliggende mellem vejen og den nye bebyggelse fremtræder tætklippet og meget velordnet.

Lidt længere fremme møder jeg en rundkørsel, rustik beplantet og meget veltrimmet.

Nu bliver jeg meget lokal, tingene hænger jo sammen – eller gør de?

Mit boligområde i Vissenbjerg er bygget med stor omtanke, parceller med grønne arealer ind imellem. Disse kommunale arealer er gennem næsten 50 år blevet vedligeholdt af kommunen, dvs. græsset er blevet slået.

Men de seneste to år er græsset ikke blevet slået, så ved enkelte parceller kan hækken ikke klippes på grund af  meterhøje tidsler, resten står med højt græs og lignende. (Stor kontrast til de meget trimmede arealer i Aarup).

Bag parcellerne er der langs skovkanten en offentlig sti, dvs. det var der. Nu er der bare højt græs, som ikke frister til en spadseretur.

Hvad er baggrunden for forskelligheden i vedligeholdelsesplan rundt i kommunen?

Hvad er perspektivet for de grønne områder i kommunen?

Assens Kommune starter lige før Skallebølle, og her er der en stor rundkørsel, som minimum har fået ny beplantning tre måske fire gange – men den signalerer ligegyldighed.

Signalet kunne alternativt være stolthed og imødekommenhed til markering af at være i Assens Kommune, Inspiration kan bl.a. hentes i det jyske.

Med venlig sommerhilsen

Lene Due

Poppelvej 26, Vissenbjerg

Del denne historie på: