Velas i Vissenbjerg er parat til at hjælpe ukrainske flygtninge til rette i Danmark
Vissenbjerg
11. marts 2022
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Dansk landbrug har i årevis nydt godt af ukrainsk arbejdskraft, nu vil rådgivningsvirksomheden Velas gøre gengæld og hjælpe ukrainere med at blive etableret i Danmark
Et team på tre medarbejdere hos Velas i Vissenbjerg, der er landets største rådgivningsvirksomhed inden for landbrug er parat til at hjælpe ukrainske flygtninge, der måtte have brug for det, med at komme på fode i det danske samfund.
– I årtier har ukrainere været en absolut nødvendig del af dansk landbrug, og tusindvis har dagligt arbejdet hårdt på de danske landbrugsbedrifter. Derfor har vi i dansk landbrug et særligt forhold til Ukraine, vi føler for deres forfærdelige situation og føler os forpligtede til at give noget igen, siger administerende direktør hos Velas, Jan Winther i en pressemeddelelse.
I første omgang er der nedsat et team på tre medarbejdere, der alle har kendskab til ukrainske forhold. Helt konkret vil teamet hjælpe ukrainere med kontakt til for eksempel kommuner, læger skoler og andre relevante myndigheder.
– Det er stort set umuligt at vide, hvem man skal tale med, og hvornår man skal gøre hvad, når man kommer til et nyt land uden andet end sin familie og nærmeste ejendele, siger Jan Winther videre.
Velas står hvert år for at få hundredvis af ukrainere i job i dansk landbrug, hvor de er eftertragtet arbejdkraft, både fordi de har en høj arbejdsmoral og et højt fagligt niveau.
Den høje andel af ukrainere i Danmark betyder også, at mange landmænd lige nu mærker frustrationerne hos deres ukrainske medarbejdere i hverdagen.
– Deres familier befinder sig måske i Ukraine lige nu, og det er klart, at det påvirker alle på landbrugsbedrifterne. Der er storforståelse for medarbejdernes ekstraordinære situation, hvor de måske føler et stærkt behov for at komme hjem til familien eller måske endda hjælpe i hjemlandet, siger Jan Winther og påpeger, at Velas også rækker sin hjælp til de landmænd, der måske pludselig står med en eller flere ukrainske familier, der er drevet på flugt.
Ud over den praktiske hjælp i forhold til myndighederne, er Velas også parat til at gøre brug af sit netværk og hjælpe med at finde job, hvis det er muligt.
– Lige nu er vi ved at undersøge reglerne, for at finde ud af, hvad der kan lade sig gøre, siger direktøren.
Hvis man har brug for hjælp, er man velkommen til at kontakte Velas’ Ukraine-team på telefon 72 10 83 18 eller ved at sende en mail til ukraine@velas.dk