Udflugt med Lokalhistorisk Forening
Vissenbjerg
Kom med under sandet i Blåvand!
Vissenbjerg Lokalhistoriske Forenings udflugt for medlemmer lørdag den 14. september går til Tirpitz ved Blåvand med start fra Vissenbjergs tidl. Rådhus kl. 8.30.
Den gamle kanonbunker Tirpitz er en rest af Hitlers enorme bunkersprojekt ved Vestkysten, som af det danske arkitektfirma BIG er udviklet til en fantastisk attraktion i det fredede klitlandskab.
Her kan man udover kanonbunkeren se og lytte til Vestkystens skjulte fortællinger om bl.a. forliste skibe og se de kostbare ravskatte i udstillingen “Havets Guld”- Europas flotteste udstilling med rav fra alle tider, lige fra de ældste stenalderamuletter til de nyeste mesterværker i rav. Lær også hvordan du kan finde rav!
Anlægget af bunkeren gik i gang i 1944 og skulle omfatte to enorme kanoner, der skulle forsvare indsejlingen til Esbjerg og være en del af Atlantvolden.
Men krigen sluttede før bunkeren var færdig, og bunkeren har med sine 3½ m. tykke mure stået som vidnesbyrd om krigen.
Der er en underjordisk udstillingstunnel mellem kanonbunkeren og den nye udstillingsbygning, og der er elevator tæt på indgangen og billetsalget.
Efter besøget i Tirpitz spises der middag i Båvand Golfklub/Ho Pub og sluttes med et besøg ved Danmarks vestligste punkt Blåvandshuk Fyr.
Deltagelse koster 350 kr. som dækker bus, kaffe med rundstykker, entre til Tierpitz inklusive audioguide, – samt middag dansk bøf inklusive øl eller vand.
Udflugten er arrangeret af John Jakobsen, der tager mod bindende tilmelding efter “først til mølle-princippet” på tlf. 64 47 16 00 søndag den 1. september fra kl. 9.00. Betaling foregår i bussen.