Tumlekaravanen besøgte Firkløverne
Onsdag den 23. juni fik Legestuegruppen Firkløverne i Vissenbjerg besøg af Tumlekaravanen, der sætter fokus på leg og bevægelse for de 0-3 årige. Tumlekaravanens tumleinstruktører besøger i 2021 en række dagtilbud i udvalgte kommuner og afvikler en bevægelsesdag i det enkelte dagtilbud. Formålet er at styrke børnenes motorik og give dagplejerne inspiration og konkrete redskaber, der gør det nemmere at arbejde med børn motoriske kompetencer gennem leg og bevægelse. Baggrunden for Tumlekaravanen er at styrke børns motorik der giver selvtillid og har en gavnlig indflydelse på koncentration, læring og sociale kompetencer. Det kommer sig af at knap 1/3 af alle danske børn har motoriske udfordringer ved skolestart som f.eks. at have problemer med at holde på en blyant, klippe med en saks eller gribe en bold. Det kan give udfordringer for barnet at deltage i lege, aktiviteter og blive en del af fællesskabet.
I onsdags fik, fortæller Sidsel Herskind Olesen, dagplejebørnen fra Firkløverne besøg af Nikoline fra Tumlekaravanen, der havde nogle rigtig gode motoriske lege med. Børnene skulle bl.a. fange fisk i fiskenet og mærke hvordan fiskenettet blev tunger og tungere jo flere fisk der kom i. Der blev gået på line, kastet med bolde, forsøgt at holde ballancen med en ærtepose på hoved og forbedret labyrintsansen ved at dreje rundt. Det var en flok glade og nysgerrige børn der onsdag blev inspireret til ny leg og tilmed fik et flot diplom med hjem til at hænge op.