Til august står den på beach-party i Vissenbjerg
Vissenbjerg
17. april 2025
Af lise Wolf – lw@folkebladet.net
Røverfesten er klar med et program, der både byder på nyheder og gamle kendinge.
Harske Hubbi har i nogle år været et sikkert hit til Røverfesten, og naturligvis kommer han også i år og bliver sammen med en anden gammel kending – En lille pose støj – en del af lørdagsunderholdningen, der også byder på fællesspisning i teltet.
Men der er også blevet plads til fornyelser i det program, der netop er sendt ud for byfesten, der strækker sig over dagene torsdag 31. juli til søndag 3. august.
Normalt plejer det perfekte Røverfest-vejr at være sol, men ikke for varmt. Men skal man for alvor føle sig hensat til sydens sol og palmestrande, i det nye beach party-område med palmer, loungemusik og liggestole, så må temperaturer på 25+ grader være sagen.
Det er nok også en fordel, at det ikke bliver alt for blæsende fredag og lørdag aften, når der bydes på skumfest, et nyt initiativ for at imødekomme de 12-16-årige, hvor de kan boltre sig i skummet fra en skumkanon, mens dj’s sørger for musikken fra scenen.
Af nyheder nævnes også havestue-område ved fadølsbaren og madboder med danske retter.
Selvfølgelig begynder det med banko
Andre ting er der ikke rørt ved. Således åbner festen med bankospil i hallen og er man ikke til spil, kan man i stedet vælge Røverkroen, hvortil der er gratis entre, og hvor bandet Bandit spiller.
Eller man kan som nævnt tage til skumfest ved den udendørs scene klokken 19, hvor man også i løbet af aftenen vil kunne høre Endo x Pant A, Ude af kontrol og DJ’en Martin Lewis.
Ingen Røverfest uden røveroptoget. Det plejer at finde sted lørdag, og i år er ingen undtagelse. Aftenen byder som nævnt på fællesspisning, Harske Hubbi og En lille pose støj i teltet.
Udendørs endnu en skumfest efterfulgt af ShifuYen danseshow og den højt rangerede DJ Faustix, som vi tidligere har omtalt her i bladet.
Gratis for 60+
Søndag er traditionelt den mere stille dag. Det er dagen, hvor folk over 60 år ikke skal betale for at komme ind på pladsen. Det gratis morgenbord i Røverkroen er tilbage, denne gang akkompagneret af Nynne, som nogle vil kende fra Dansk Top. Op ad dagen kigger Terrariet forbi med nogle af sine dyr, musik for de små er der også, når Maja og Mingus træder op på scenen med børnesange. Underholdningen for de lidt større er lagt i hænderne på en anden You-tuber, Zebastian. På pladsen er der udstilling af Harley Davidson-motorcykler, og mens man så småt begynder at pakke ned for i år er den sidste musiker – Johnny Krog – på plakaten.
Det koster i år 150 kroner at komme ind på pladsen inklusive legeland, 275, hvis man køber billet til tre dage. Børn under 12 giver henholdsvis 100 og 200 kroner.