Tak for en flot donation
Vissenbjerg
Birgit Drud – Vissenbjerg
Sidste forår kom to afrikanske flygtningefamilier til Vissenbjerg. De kom direkte fra to flygtningelejre i Rwanda. Fra dag et har de været i fuld gang med at lære dansk og danske forhold at kende. De går i skole, er i praktik og de unge er med i diverse fritidsaktiviteter.
En gruppe i Røde Kors i Vissenbjerg støtter familierne med sprogtræning og i at blive en del af vores samfund. På et tidspunkt lagde jeg mærke til, at de havde svært ved at finde det rette fodtøj og overtøj til at begå sig i den danske vinter. De køber i genbrug, og finder absolut brugbare ting her, men det var svært at finde varmt og vandtæt fodtøj, vandtæt regntøj til brug på avisruten og de rette sko til fodboldtræning. Ved en privat sammenkomst mødte jeg Niels Pedersen, direktør i Miljø-Bo A/S i Tommerup.
Niels Pedersen har et indgående kendskab til Afrika, som han har besøgt talrige gange. Jeg fortalte om vores nye afrikanske naboer, og efterfølgende godkendte direktionen i Miljø-Bo A/S en ansøgning om starthjælp til familierne. Niels Pedersen indgik en god rabataftale med Marcussen Sport i Årup.
Det blev til et par besøg i butikken, hvor vi fik rigtig god hjælp til køb af det rette vinterfodtøj m.m. Derfor en kæmpestor tak til Niels Pedersen og Marcussen Sport fra 2 meget taknemmelige familier.