”Syng dig Glad” med Bertel Haarder

Vissenbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Fredag 10. marts 2023 klokken 19 i Store sal i Vissenbjerghus

Rie Fast, der for flere år siden tog initiativ til ”Syng dig Glad”, glæder sig til at byde Bertel Haarder velkommen til at synge med forsamlingen, der typisk består af 80 sangglade mennesker. 

– Vi glæder os på grund af hans stærke tilknytning til højskolen og højskolesangbogen, hvor han selv også har en sang med. Desuden er han mester i lejlighedssange, som nok kan spidde en kollega.  

”Ordentlighed, tillid, frihed og fællesskab, kultur og kærlige krav.” er nøgle-begreber for Bertel Haarder, og de ord står da også centralt på hans hjemmeside. 

– Han har et imponerende CV med et utal af ministerposter, formandsposter og udmærkelser.  Og nu kommer han og synger med os d. 10. marts kl. 19.  Måske får vi også nogle anekdoter fra hans lange liv i dansk politik, siger Rie Fast. 

Normalt foregår ”Syng dig Glad” fredag formiddag, men når Bertel Haarder kommer, flyttes arrangementet til om aftenen. 

Entreen er på 50 kroner, som inkluderer en kop kaffe. Øl, vand og vin kan købes for 15 kr. 

– ’Church of Love’ og ’Vissenbjerg Borger og Kulturforening’ har lovet at giver en hånd med til det praktiske. Tak til dem og også tak til ”den gamle garde” fra aktivitetsudvalget, som altid står bi, så det er en fornøjelse at arrangere sådan en aften, siger Rie Fast. /

Del denne historie på: