Stort tillykke til Assens Kommune

Vissenbjerg

Af Mark Søgaard, Regionsrådsmedlem (S), Duedalen 93, Vissenbjerg

At vinde Kommunernes Landsforenings klimapris er en velfortjent anerkendelse af den hårde indsats, der gøres for at skabe en grønnere fremtid i Assens Kommune. Men det er ikke kun Assens Kommune, der er i gang med den grønne omstilling. I Region Syddanmark arbejder vi også benhårdt for at reducere CO2-udledningen og skabe en mere bæredygtig region. Vi har netop godkendt en ny delstrategi, der skal være med til at nå vores klimamål om en CO2-reduktion på 35%.

Målet om en CO2-reduktion på 35% i 2030 lyder måske ikke af meget, men det er et ambitiøst mål, der tager udgangspunkt i 2020-niveauet. For at nå dette mål skal vi ændre vores adfærd og investere i grønne løsninger på alle områder. En af de vigtigste delmål i den nye strategi er at gøre regionens bilflåde fossilfri i 2030. Det betyder, at 100% af regionens personbiler, 60% af patientbefordringen og 25% af køretøjerne på det præhospitale område skal være fossilfri inden 2030. Ved udgangen af 2024 vil regionen desuden ikke købe nye diesel- eller benzinpersonbiler.

Den grønne omstilling er en fælles opgave. Vi skal alle bidrage, både borgere, virksomheder og det offentlige. Ved at samarbejde og tænke grønt i hverdagen kan vi skabe en mere bæredygtig fremtid for Assens Kommune, Region Syddanmark og Danmark.

Lad os fortsætte den gode indsats

Del denne historie på: