Så fik også de firbenede i Vissenbjerg deres egen skov
Vissenbjerg
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Den dansk-svenske gårdhund Egon var i sit es, da den fredag eftermiddag blev sluppet løs i Vissenbjergs nye hundeskov, og dens ejer Gerhardt Trolleborg var mindst lige så glad for at have fået et sted i nærheden af boligen på Grøftebjergvej, hvor Egon kan slippes løs, og han selv falde i snak med andre hundeejere. Det er ikke fordi hundeejere ikke er gode til at falde i snak, når man møder dem på gader og stræder eller i skoven, hvor hunden skal være i snor, men det er lidt nemmere i en hundeskov, fordi hunde, der kan løbe frit omkring, er mindre på vagt over for de andre, end hvis de er i snor, er hans erfaring.
Det er ikke fordi, det vrimlede med hundeejere, da Assens Kommune denne dag havde budt såvel to- som firbenede til indvielse af det en hektar store indhegnede areal. Men at interessen er til stede, er der noget, der tyder på. Gerhardt Trolleborg kunne fortælle, at han har oprettet en facebookgruppe for hundeskoven, der allerede har 200 medlemmer.
Det er også Gerhardt Trolleborg, der har taget initiativ til, at Vissenbjerg skulle have en hundeskov. Han henvendte sig til et af de lokale byrådsmedlemmer helt tilbage i 2019.
– Jeg har en søn i Ferritslev, som tager til hundeskovene ved Odense. Det er fedt at møde mennesker, der også har hun med, der sker en interaktion med de andre hunde, når de får lov at løbe frit, de lærer noget om at sætte grænser for hinanden, siger Gerhardt Trolleborg, der også selv indtil nu har benyttet hundeskoven i Sanderum, når Egon har skullet slippes løs.
Når processen har været så lang er det blandt andet fordi, det kan være en udfordring at finde et kommunalt areal, der ikke enten skal bruges til boliger eller erhverv, gjorde Jens Jacobsen, formand for Miljø- Teknik og Planudvalget opmærksom på.
– Jeg synes, vi her har fundet et sted, hvor naboerne ikke er så tæt på, at det kan genere dem, og som ligger mindre end en kilometer fra alle boliger i Vissenbjerg, sagde Jens Jacobsen, der selv bruger hundeskoven ved Brunebjerg i Haarby.
– Her mødes hundeejere hver dag klokken 10, slipper hunden fri, og så går snakken ellers og tilfældige fællesskaber opstår, bemærkede han og håbede, at det samme ville ske i Vissenbjerg.
Hundeskoven i Vissenbjerg er med et areal på en hektar, svarende til knap to fodboldbaner, en af de små i kommunen, men meget smuk lige nu med en lille sø fyldt med blomstrende nykkeroser, som på den varm sommerdag også lokkede de firbenede til hurtig afsvaling.
Man finder den ved at følge stien mellem Duedalen 53 og 55. Her ligger den afgrænset af levende hegn mod såvel Middelfartvej som boligerne på Duedalen.
Syv hundeskove
Med hundeskoven i Vissenbjerg, der netop er indviet og den i Møllegårdsskoven, som er på vej, vil der i alt være syv hundeskove i kommunen. De øvrige ligger ved Brunebjerg i Assens, Lundager Skov lige uden for Assens, Brylle Vandskov, Trunderupskoven ved Haarby og på Feddet ved Brydegaard, hvor der i modsætning til de andre steder ikke er indhegning, men kun en markering af området, her gælder det også som på strande i øvrigt, at hunden skal være i snor fra april til september. Der gælder en enkelt regel for brug af hundeskovene: Man skal have styr på sin hund og kunne kalde den til sig.
Hundeskovene er en del af Assens Kommunes natur- og friluftsstrategi, der blandt andet vil gøre den nære natur tilgængelig og brugbar i hverdagen.