Så’ der varm jazz og lun leverpostej i Vissenbjerghus

Vissenbjerg

17. januar 2026

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Michael Sunding giver koncert søndag 18. januar 2026 kl. 12

Den anerkendte danske musiker Michael Sunding gæster Vissenbjerg med en koncert, der lover nærvær, musikalitet og jazz i absolut topklasse.

Michael Sunding er sanger samt piano-, orgel- og keyboardspiller, og han har gennem en lang karriere markeret sig som sangskriver, komponist og musikalsk leder. Han, der bor i København, har gennem årene turneret både i Danmark og internationalt med et bredt repertoire, der spænder fra jazz og blues til gospel, soul og latin.

Sunding skaber, skriver arrangøren Vissenbjerg Menighedsråd,  en umiddelbar forbindelse til publikum med sin varme, åbne musikalske stil – “musik fra hjertet til hjertet”. Med sin erfaring fra egne projekter, teaterproduktioner og samarbejder med store navne som bl.a. Dr. Hook, Etta Cameron og Kenn Lending Blues Band, leverer han altid en koncert, der både løfter og berører. 

Når Michael Sunding med A-holdet går på scenen i Vissenbjerg, er der lagt op til en stemningsfuld jazzoplevelse fyldt med musikalitet, nærvær og spilleglæde, for som musikeren selv siger:

“Musik fra hjertet til hjertet. Det er en kliché, men stadig sandt, og netop den sandhed er det, jeg sigter efter!”

Videre siger han: 

– Jeg har altid været en nysgerrig sjæl, når det kommer til musik – og er det stadig. Man skal aldrig holde op med at lære; man skal lægge sin personlighed i det, man laver, give det alt, hvad man har, og have det sjovt imens!

Alle, der forsøger at møde det, der kommer til dem, med et åbent sind og lære af oplevelserne, bliver en smule klogere og får både kant og empati med sig undervejs. Musikken i mit liv har lært mig meget – den har taget mange retninger, involveret mange forskellige stile og ført mig sammen med utallige spændende mennesker!

Vissenbjerg Menighedsråd byder velkommen i Vissenbjerghus søndag 18. januar 2026 efter højmessen. Entre 100 kroner. der inkluderer lun leverpostej og Ale 16, betales i døren kontant eller pr. MobilePay

Del denne historie på: