Røverfest med masser af fed musik

Vissenbjerg

28. juli 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Tre dage med kendte topnavne på programmet

I år indledes Røverfesten torsdag 5. august med sponsor banko, mens det fredag den 6. august går løs på festpladsen, der af hensyn til Corona-restriktionerne er opdelt i to afdelinger med hver sin indgang og begrænsning i antal gæster. Billetterne købes i forsalg på www.roverfest.dk og koster 220 kroner plus gebyr. Bemærk også, at der skal fremvises gyldigt Coronapas ved indgangen. 

Fredag er pladsen åben kl. 17 – 24, og på programmet er: Magtens Korridorer, Kato og Johnson. Magtens Korridorer spiller blandt andet egne dansksprogede kompositioner og er kendt for en udadvendt dynamisk sceneoptræden. De blev kendt i forbindelse med ”Tæskeholdet” på DR 3 i 1997 og fik deres kommercielle gennembrud med sangen ”Lorteparforhold” i 2005. I 2006 åbnede de Roskildefestivalen på Orange Scene, og efter tre guld og to platin-sælgende album fik de forlænget kontrakten med pladeselskabet Universal. I 2018 optrådte de for 35.000 tilskuere på Rådhuspladsen i København ved mindekoncerten for Kim Larsen. Bandets nuværende medlemmer er: Johan Olsen (vokal), Anders Ramhede (trommer, percussion) Niklas Schneidermann (guitar), Rasmus Kern (guitar, mundharpe, keyboard) og Terkel Møhl (bas).

En af Danmarks bedste discjockeys Kato er på programmet fredag. Han startede som DJ på natklubber i 2005, og fra 2008 blev han kendt for at skrive og producere egen musik, der resulterede i udgivelse af hans eget album i 2010. Han vandt i 2007 og 2009 prisen ”Bedste danske musikstream DJ”. Hans store gennembrud kom i 2010 med singlen ”Turn the Lights off”, som opnåede platinstatus.

Rapperen Johnson tidligere kendt som Niggeren eller Slæden, vil også sætte præg på fredagsprogrammet med sin energiske sceneoptræden. Han slog igennem i 2004 med EP’en Johnson & Malone og i 2005 som en del af gruppen J.A.Z., hvor han sammen med søsteren Zindy Laursen og Alex Ambrose udgav singlen ”Ingen gør som vi gør”. I 2010 medvirkede han i TV-programmet All Stars.

Der bliver ikke tivoli og kræmmermarked i år, da Røverfesten har fået en snert af musikfestival krydret med noget fra de tidligere Røverfester: På pladsen vil der være de traditionelle røverboder, madboder, bar og toiletter, ligesom der lørdag vil være et festligt pyntet optog, der kommer rundt i sognet. Søndagens fælles morgenkaffebord er også fastholdt.

Se hele programmet i Folkebladet og læs mere om lørdagens og søndagens musik program i Folkebladet.

Del denne historie på: