Rift om seniorboliger i Høffnerhaven
Lebæk Ejendomme holder rejsegilde og åbent hus fredag 28. maj
Timing er at slå til, når chancen byder sig. Det har indtil videre 30 gjort, når det gælder de 34 seniorboliger, kaldet Høffnerhaven, som Lebæk Ejendomme opfører på grunden Vestergade 29A, der tidligere husede en maskinfabrik og en mannequinfabrik.
Der er med andre ord kun fire boliger tilbage, alle på 100 kvadratmeter og til en husleje på 8000 kroner om måneden plus forbrug.
Boligerne kan man få et kig ind i, når Lebæk Ejendomme holder åbent hus og rejsegilde på første etape fredag 28. maj. Klokken 12-13.30 er der rejsegilde for medarbejdere og samarbejdspartnere.
Klokken 14-15 kan de kommende lejere, og det være sig både i 1. og 2. etape komme til åbent hus.
Endelig kan alle andre møde frem til åbent hus mellem klokken 15 og 16.
Indflytning til tiden
Projektet med de 34 seniorboliger har ikke kun kørt i olie, fortæller bygningskonstruktør hos Lebæk, Christina Gertov:
– Da vi efter en lang og til tider udfordrende indledende proces med lokalplan og byggeansøgning endelig stod med en byggetilladelse for et år siden, var vi mere end klar til at komme i gang med opførelsen af Vissenbjergs nye seniorboliger +55.
– Samtidig med, at vi så småt gik i gang på byggepladsen, gjorde Assens Forsyning det samme. Forsyningen skulle etablere en ny hovedledning tværs gennem grunden, og det forløb ikke helt uden udfordringer og dermed forsinkelser.
– Vi har desuden både haft udfordringer i forhold til materialemangel og prisstigninger. Det har hovedsageligt været gældende for trævarer og cementbasserede produkter.
– Til trods for lidt bump på vejen ser det dog ud til, at de kommende lejere i første etape kan flytte ind om nogle måneder, helt som planlagt, fortæller Christina Gertov.
2. etape er i gang
Arbejdet med at opføre 2. etape er gået i gang.
– Vi har påbegyndt opførelsen af fælleshuset og boligerne i anden etape. Disse boliger vil forventeligt stå klar i foråret 2022, siger Christina Gertov.