Når det i gamle dage blev mørkt, kunne folk på landet ikke gøre meget andet end at stoppe med dagens dont, for så,  når aftensmaden var fortæret, at dyrke hinandens selskab, alt i mens pigerne strikkede og karlene baksede med husflid – som at lave et kunstfærdigt udformet syskrin tiltænkt den udkårne. Og så fortalte man historier om ædle riddere, bly jomfruer, de underjordiske og grumme røvere. Historier, som fortælleren havde hørt for mange år siden og siden gentaget. I dag ved vi, at der ofte var tale om vandrehistorier uden nogen eller stærkt begrænset bund i virkelige hændelser. 

Men det var nu ikke kun i 16- og 1700-tallet eller i endnu ældre tider, at vandrehistorier florerede. 

Flemming Risskov Jørgensen, bestyrelsesmedlem i Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening og Arkiv, bidrager til Årsskrift 2023 med en artikel om vandrehistorier. Røverens hånd, hedder den, og den handler om historier, hvor fx fortællingens hovedperson under en ridetur i en mørk skov går til modangreb, da han bliver overfaldet af røvere. Under modangrebet hugger han hånden eller flere fingre af overfaldsmanden. Noget som hovedpersonen opdager, da han er kommet hjem, fordi hånden/fingrene ligger i ladet på hestevognen, han havde kørt med. 

Det gælder for flere af historierne om Vissenbjergrøverne, at der er tale historier, som også fortæller i fjerne egne i Danmark eller ligefrem uden for landets grænser.

Sådanne vandrehistorier blev også fortalt i 1960’erne.  

Rockere i Vissenbjerg hærgede i Tommerup St.

Risskov refererer til dengang i 2012, hvor Lene Frickmann fortalte om en historie, som i flere versioner blev fortalt tilbage i 1960’ernes Tommerup St.. En historie om rockere fra Vissenbjerg, der terroriserede i stationsbyen, bl.a. ved at smadre løs på biler med kæder og andre våben. 

På den måde skulle Vissenbjerg-rockerne engang have overfaldet en kvindelig bilist, som med høj hastighed flygtede fra rockerne. Da hun nåede hen til et sikkert sted, opdagede hun, at der fra bildørens håndtag han en kæde med tre afrevne fingre. 

Lene Frickmann fortalte også, at denne historie satte hendes barnefantasi i sving, så når hun sidenhen mødte mænd fra Vissenbjerg, så hun efter, hvor mange fingre de havde i behold…

Risskov skriver i artiklen at en tilsvarende historie bl.a. er blevet fortalt i Hørsholm. 

Jernbanebygninger i Skalbjerg

I en anden artikel i årsskriftet skriver Risskov om de første jernbanebygninger i Skalbjerg, hvor det fremgår, at Skalbjerg først fik en egentlig station i 1914 i forbindelse med anlæggelsen af dobbeltsporet over Fyn. Indtil da, havde Skalbjerg en ekspeditionsbygning, som i begyndelsen kun var betjent på søn- og helligdage samt på torve og markedsdage. 

Læseren får også et fyldigt uddrag fra Johannes Kjellbergs erindringer fra barndommen i Kelstrup og ungdommen som karl på en gård. 

Årsskriftet fortæller også om 126 års brugsforeningshistorie i Vissenbjerg, der sluttede, da Dagli’ Brugsen lukkede i november 2022. 

Pottemagere florerede i Kelstrupskov

Værd at fremhæve er også artiklen ”Hjemmeindustri i Karhuse”, nemlig om pottemagerværksteder i Kelstrupskov, som tidligere hed Karhuse. 

I 1787 levede 12 familier af at fremstille mælkefade, kar, krukker, rappekar og sikar, skalgryder og lysestøbekrukker, hvor arbejdsdelingen ofte var sådan, at kvinderne stod for pottemageriet, mens mændene på hestevogn kørte rundt og falbød produkterne. 

Beretninger siger i øvrigt, at der i 1700-tallet ind i mellem var op til 52 familier, som beskæftigede sig med denne form for hjemmeindustri. 

Bønder var storaftagere at krukker og kar, som de brugte til fremstilling af mælkeprodukter. Det ændrede sig, da bønderne begyndte at opføre andelsmejerier, for så var dagene talte for pottemageriet i Kelstrupskov. Den sidste pottemager døde i 1908. 

Årsskriftet koster 25 kroner, med mindre man er medlem af Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening og Arkiv, for så får man det gratis.