Nyt marked skal vise, hvad hele 5492 har at byde på

Vissenbjerg

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hvor finder man en god, lokal tømrer eller murer eller noget helt tredje. 

Svaret findes måske på nyt marked i Vissenbjerg

Folk, der også boede i Vissenbjerg for 30-35 år siden, kan måske huske, at der dengang var tradition for et årligt marked på pladsen foran rådhuset

Det vil Vissenbjerg på toppen nu genoplive, og der er fuld gang i planlægningen af markedet, som finder sted lørdag den 7. maj.

– Vi laver det for at samle hele postnummer 5492 og vise, hvad det har at byde på. Vi ser jævnligt tilflyttere, der spørger, hvem kender en tømrer. Her er en mulighed for at møde håndværkere og andre fra 5492 Vissenbjerg, forklarer Henrik Kirk fra Vissenbjerg på Toppen.

Vissenbjerg på Toppen har også påtaget sig at dele velkomstpakker ud til nye borgere, og derfor ved han, at postnummeret hver måned får 10-15 nye tilflyttere og dermed er et af de områder, der tiltrækker flest udefra.

Gymnastik i Krohaven

Markedet vil blive suppleret med lokal mad og drikke, gymnastikopvisning i krohaven og anden underholdning – og så en overraskelse, der ikke er helt på plads endnu, og som arrangørerne håber bliver starten på noget større…

Foreløbig har otte-ti tilmeldt sig markedet, og det er Henrik Kirk godt tilfreds med. De repræsenterer stort set hele området, kun mangler Andebølle endnu.

– Kan vi få 15-20 vil et være virkelig flot, mener Henrik Kirk.

Markedet finder sted samme dag som det årlige Bagklapmarked ved Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter, som Lions Club i mange år har stået bag. Og det er ikke tilfældigt. Så kan man nemlig gå rundt mellem stederne og opleve meget mere på samme dag.

Arrangørerne har søgt tilskud fra den kommunale pulje til “Aktive bymidter”, som for eksempel kal gå til leje af scene og dækning af foreningers eventuelle transportudgifter og måske, der også bliver lidt til underholdningskontoen, nævner Henrik Kirk.

Del denne historie på: