Nyrenoverede minigolfbaner er ikke en legeplads!
Vissenbjerg
14. juli 2021
Af John Jakobsen
Tæt på Vissenbjerghallerne har foreningen Aktive Ældre i Vissenbjerg anlagt deres minigolfbaner, som foreningens medlemmer bruger flittigt i sommerhalvåret. Banerne har foreningen i sin tid selv anskaffet og betalt sammen med et tilskud fra Vissenbjerg Kommune. Foreningens formand Jette Kragelund Christensen fortæller, at banerne netop er blevet renoveret og malet, hvor udgifterne er dækket af foreningens egne midler, og en hel del af arbejdet med renoveringen udført af foreningens medlemmer. Det samme gælder borde/bænke, som foreningen anskaffede i 2020. Derfor er formanden ked af, at en skoleklasse for nylig sammen med en lærer havde indtaget banerne som legeplads, da nogle af medlemmerne kom for at spille, og golfspillerne af læreren fik besked på ikke at blande sig i, at børnene legede på banerne og bord-bænkesættene. Jette Kragelund har også selv oplevet manglende hensyn til anlægget, da hun kom ned til banerne en dag, hvor bord-bænkesættene blev anvendt som motionsredskaber for en løbeklub. Her var det voksne mennesker der trampede op og ned på bænke og borde. Der har også tidligere været hærværk mod banerne af unge knallertkørere og legende børn. Jette Kragelund siger:
– Vi har en aktivitet i Vissenbjerg, som cirka 50 af vore medlemmer er glade for, og som vi selv betaler og vedligeholder. Det er derfor ærgerligt, når børn og voksne ikke tager hensyn til foreningens aktivitet og ejendom. Jeg opfordrer både børn og voksne til at holde sig fra minigolfbanerne, når de bruger dem som legeplads. De voksne, der vil spille minigolf, er velkomne til at melde sig ind i Aktive Ældre, der spiller på banerne hver mandag aften og onsdag eftermiddag.