Ny udsigtsplatform ved Udsigten skal styrke oplevelsen af Vissenbjergs Istidslandskab

Vissenbjerg

23. august 2025

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– Med den nye platform, får borgere og besøgende nu mulighed for at komme helt tæt på naturens fortælling om Istiden og det særlige landskab i Vissenbjerg. Og ved at binde Udsigten sammen med de øvrige funktioner i området, skaber vi synergier mellem hverdagsliv, fritid og turismeoplevelser,  siger Søren Thomsen (K), formand for Medborgerskab, Kultur og Beskæftigelsesudvalget i Assens Kommune.

I 2023 blev det besluttet, skriver Assens Kommune i en pressemeddelelse,  at der skulle laves en udsigtsplatform, hvorfra man kan nyde udsigten til Fyns højeste punkter, Frøbjerg Bavnehøj samt Brændholt Bjerg. Siden er der blevet tegnet, lavet udbud og projekteret.

I marts 2025 blev Udsigten spærret af, og siden er der blevet lavet en række geotekniske undersøgelser og beregninger, for at finde ud af hvordan projektet kunne gennemføres. Midt i sommerferien kom byggetilladelsen i hus, og der kunne bestilles materialer og planlægges en byggeproces.

Udviklingen af udsigten er en del af udviklingsplanen for Fremtidens Vissenbjerg, hvor der først er arbejdet med ankomstområdet ved Vissenbjerg Idræts- & Kulturcenter, og hvor der senere vil blive arbejdet med parkeringspladsen foran hallen, stisystemet op til Udsigten og Vissenbjerg Terrariet samt Krohaven.

– Der sker mange spændende ting i Vissenbjerg i disse år. Terrariet har netop udvidet, lokale og turister fra nær og fjern har været på jagt efter de verdensberømte Damsbo-trolde, den nye padelhal er ved at tage form – og alt dette er faktisk det som kommunens udviklingsplan, skal være med til at understøtte og fremhæve, fortæller Jens Jakobsen (V), som er formand for Miljø, Teknik og Planudvalget i Assens Kommune.

Byggeriet af den nye udsigtsplatform begynder i uge 34 og forventningen er, at den kan tages i brug inden årets udgang.

I løbet af uge 34, og 35, vil man kunne se at fundamentet til udsigtsplatformen blive etableret. Der er tale om i alt 6 søjler, som skal vibreres ca. 6-7 meter ned i jorden. Det kræver noget stort maskineri, som også vil blive fragtet til Udsigten.

Som følge af arbejdet med fundamentet vil borgere i området kunne opleve noget støj i uge 34 og 35.

Mens arbejdet står på, vil der desuden være en del af området ved Udsigten, som af sikkerhedsmæssige årsager er afspærret. /hef

Del denne historie på: