Minigolfen trækker folk til Vissenbjerg

Vissenbjerg

1. september 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Portvin og en lille kage. Aktive Ældre i Vissenbjergs minigolfspillere forstår at hygge, så der vankede lidt sødt, inden den afsluttende turnering onsdag eftermiddag.  

36 spillere havde meldt deres deltagelse, og dermed var tilslutningen en bagatel under de sædvanlige 38-40 spillere. 

Aktive Ældre kunne i øvrigt fortælle, at det ikke kun er folk fra det nære lokalområde, som spiller minigolf, for der er også spillere fra Tommerup, Aarup, Søndersø og Skallebølle. 

Helt ekstraordinært dukkede Henrik Larsen fra Totalbanken i Aarup op, og han blev modtaget med åbne arme (og et glas portvin). For han havde nemlig en check på 2.500 kroner med. 

  Vi vil gerne støtte op om de aktiviteter, der er i lokalområdet. Og så ønsker vi også at vise, at Totalbanken fortsat er en del af lokalsamfundet, selvom vi har lukket filialen i Vissenbjerg, sagde Henrik Larsen. 

Efter den afsluttende turnering mødtes spillerne til middag i Bethesda samt præmieoverrækkelse, som lokale sponsorer havde bidraget med: Vissenbjerg Storkro, Skallebølle Slagtehus, Dagli’Brugsen i Vissenbjerg, Spar Vissenbjerg og Capri Pizza. 

Ingrid Fredensborg vandt A-rækken, I B-rækken blev Karin Hansen vinder, og i C-rækken indtog Jytte Egemose førstepladsen.

Del denne historie på: