Med orkideen som omdrejningspunkt
Åbner café og gårdbutik i Fugleviglund
Navnene på den nye café: Café Orkideen og den nye gårdbutik: Orchid Farm Village er på ingen måde tilfældige.
I gårdbutikken vil man finde et stort udvalg af orkideer, og hvis der findes nogen i dronningeriget, som ved noget om orkideer, er det Michael Tibbs, der er international orkide-dommer og har forfatter til 15 bøger om orkideer.
Det fortæller Poul Moestrup, som sammen med Michael Tibbs har købt den tidligere produktionsskole Fugleviglund, Lergyden 38 i Vissenbjerg, hvor de fredag 12. november klokken 13.30 åbner både café og gårdbutik.
I gårdbutikken vil de også sælge grønne hydrokultur-planter, som dyrkes uden jord i vand tilsat næringsstoffer.
– Mange institutioner har hydrokultur-planter, der er nemmere og billigere at passe, fordi man blot tilpasser mængden af vand. Så kan de klare sig i adskillige dage, fortæller Poul Moestrup, som forventer at private også vil få øjnene op for hydrokulturplanter.
Når gårdbutikken har fået et engelsk navn, er det både fordi det er mere mundret, og fordi de to ejere har tætte relationer til England.
– Jeg har boet i England i 20 år, mens Michael er halv irlænder og halv sydafrikaner, fortæller Poul Moestrup.
I gårdbutikken vil de bl.a. sælge kød fra De Fynske Gårde, Fjerkræ fra Allégården og fisk fra Bogense.
Hjertestien går gennem Fugleviglund, og det er en medvirkende årsag til at have en café på stedet.
Til daglig vil man kunne få kaffe te og kage, men i weekenden brunch og high tea.
High tea er en mellemting mellem frokost og eftermiddagste, hvor der bl.a. er sandwich og kage. Vi tilbyder også luksusudgaven, hvor man kan få champagne samt gin og tonic, fortæller Poul Moestrup.