Mænd ville også købe lykkeposer i Bentes Tøjhus
Christina Rasmussen har måtte folde sine kreative talenter ud under corona-krisen, nu hvor hun ikke har måttet byde indenfor i sin forretning, Bentes Tøjhus i Vestergade i Vissenbjerg.
– Vi har haft facebooksalg. og så har vi også nydt godt af at have nogle store vinduer, så vi har haft kunder stående udenfor og så vist tøjet frem inde i butikken, mens vi har talt sammen i telefonen, fortæller Christina.
Bentes Tøjhus har også haft click & collect på programmet.
– Vi har nu kaldt det for take away, for det har ikke været sådan, at man absolut skulle clicke for at kunne købe tøj til afhentning, fortæller Christina.
Hun er også glad for den velvilje, hun har mødt hos sin nabo, Sparkøbmanden, som har ladet hende have en kasse med garn stående i Spar-butikken.
Et stort hit har det været at sælge lykkeposer.
For 500 kroner kunne man få otte dele tøj uden returret.
– Mange af vores kunder har syntes, det var spændende, at de blev presset til f.eks. tøj i farver, de ellers ikke ville have købt, fortæller Christina.
I begyndelsen var det kun dametøj, som kom i lykkeposerne, men det måtte Bentes Tøjhus ændre på.
– Vi blev ringet op af mænd, som spurgte til lykkeposer med herretøj, så det begyndte vi så at lave, fortæller Christina, som ikke er afvisende overfor at forsøge sig med lykkeposer på et senere tidspunkt. Men nu handler det i første omgang om at servicere de kunder, som kommer indenfor i Bentes Tøjhus.