Københavnske Maria glæder sig til at komme tæt på mennesker i lille landsogn
Vissenbjerg
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
1. april får Vissenbjerg ny præst. Mød Maria Sass-Nielsen her
Den 6. april indsættes 29-årige Maria Desirée Sass-Nielsen som ny sognepræst i Vissenbjerg, og i løbet af kort tid rykker hun ind i den nyrenoverede præstebolig på Østergade.
Det bliver noget af et miljøskifte for den unge kvinde, der har boet i København, siden hun var 10 år. Men det er det, hun gerne vil – ud hvor der er natur og ro, og hvor man er tættere på de mennesker, der bor i sognet.
– Jeg har netop søgt Vissenbjerg, fordi det minder mig om min barndom i et lille landsogn, Fensmark uden for Næstved, hvor man mødte præsten, fortæller hun.
Vissenbjerg er heller ikke helt fremmed for hende. Hendes kæreste, der nu bor i Aarhus, stammer fra Aarup, så hun er kommet en del i området.
– Jeg forelskede mig meget i Fyn, den skønne natur og de fantastiske middelalderkirker, siger hun.
Kæresten har selv et ønske om at komme tilbage til Fyn, så han er glad for, det var her Maria fik job, og skal nu selv til at se sig om efter job her, fortæller hun.
Præstegerningen lå ikke lige for
Det var ikke en drøm om at blive præst, der gjorde, at Maria Sass-Nielsen valgte at læse teologi. Hun er vokset op i en kulturkristen familie. Det var dog den, der ønskede, hun skulle blive præst, da hun begyndt på studiet.
– Jeg blev også bedt om at tage på pastoralseminariet for at have et sikkerhedsnet, fortæller hun.
Men netop det, og den praktik, det indebærer, fik Maria sporet ind på præstevejen.
– Jeg havde en praktikpræst, der kunne se potentialet i mig, man kan jo godt selv være i tvivl, om man nu også kan skrive prædikener, siger hun. Der i Vangede fik hun også god kontakt til menigheden og besøger den stadig.
En synlig præst
Maria Sass-Nielsen vil gerne være en synlig præst. Derfor vil man møde hende, når der er torsdagsklub, syng dig glad og babysalmesang, for blot at nævne nogle eksempler.
– I Vangede havde præsterne aldrig været til babysalmesang, og de havde begge være der i seks år. Der vil jeg gerne vise mig og for eksempel snakke med forældre om dåben, siger Maria Sass-Nielsen, som det overhovedet ikke skræmmer at blive genkendt, hvor end hun færdes.
– Min svaghed er, at jeg kan være for imødekommende. Men jeg kan også sige fra, bemærker hun.
Man vil ikke bare støde på den nye præst til nævnte arrangementer eller hen over køledisken hos Spar, der er også god mulighed for at møde hende et sted i naturen, hvor hun elsker at gå lange ture.
– Det er jeg sikker på, jeg kommer til at gøre i Vissenbjerg, fastslår hun, som også kan lide at læse bøger og udfolde sig kreativt med hæklenål eller pensel.
Og så har hun en hel venindegruppe af præster på Fyn. De er præster i henholdsvis Søndersø-Skamby, Rynkeby-Revninge og Flødstrup-Ullerslev. Mon ikke også der bliver snakket en del arbejde, når de mødes?
Tager hverdagen med i kirke
Hvad er det mon så for en præst, kirkegængerne kan forvente at møde?
Maria Sass-Nielsen beskriver sig selv som grundtvigiansk i selve gudstjenesten.
– Det er jeg, ved at vores sanser kommer i spil. Man hører prædikenen, hvor jeg vil bruge hverdagen, så man kan genkende sig selv. Smagssansen bruger man ved nadveren, og i sangen, er det følesansen. Det giver noget, når man synger, det tror jeg også mange fandt ud af under corona. Det er med til, at man reflekterer over noget i sit liv, forklarer hun.
Børnene har også en stor plads hos den nye præst.
– Jeg vil rigtig gerne lave noget med børn og unge, få flere børn til kirken og vise, at det ikke bare er gudstjeneste. De skal kunne komme med alle deres problemer. Jeg mærkede selv, at det var rart at komme et sted, hvor der ikke var krav til mig, der var ikke den perfekthedskultur, men møder andre tider, siger Maria Sass-Nielsen, der også har planer om konfirmandgudstjenster, som konfirmanderne selv tilrettelægger og børnegudstjenester.
Maria Sass-Nielsen kommer til at dele gudstjenester og andre kirkelige opgaver med kollegaen, Peter Lindholt Jessen. Første gang, man vil kunne opleve hende “i action” bliver skærtorsdag 6. april.

