KNÆK CANCER: Ny rekord i Vissenbjerg

Vissenbjerg

29. oktober 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Vejret var absolut ikke med Knæk Cancer arrangementet i Vissenbjerg i lørdags. Det var så vådt, at alle aktiviteter måtte rykke indendørs, da løbet var overstået. Men regn eller sol, Knæk Cancer er noget man står sammen om i Vissenbjerg og stemningen var i top, såvel under løbeklubbens 24-timers løb, hvor unge Julius løb ikke færre end 140 kilometer i den gode sags tjeneste, som lørdag, hvor den tidligere byrådssal, som Henrik Kirk fra Vissenbjerg på Toppen havde lejet for en sikkerheds skyld, dannede rammen og nogle timer med både livemusik, private boder, auktion og og rigtig hyggelig stemning. 

– Drømmen var at nå 150.000 kroner, men løbeklubben alene bidrog med 90.000. Den første auktion nåede også 90.000 kroner, så fik vi samlet nogle flere præmier og holdt en mere til gourmetmiddagen i Bethesda, fortæller Henrik Kirk, der alt i alt kunne tælle til 300.000 kroner i overskud, da regnskabet blev gjort op.

– Alle bakker op om det her. Mekanikeren havde skiftet vinterdæk hele dagen og gav 8000 kroner, Bentes Tøjhus donerede 10.000 efter at have solgt tøj fra en bod på vejen og bageren 5000 for salg af Knæk Cancer-brød, bare for at give nogle eksempler på opbakningen, siger Henrik Kirk. Med det flotte resultat har Vissenbjerg alt i alt doneret over en million kroner til kræftforskningen i de seks år, arrangementet har været gennemført.

Del denne historie på: