En stak bøger midt på gulvet i den store stue og nogle få billeder på væggene, som endnu ikke var pakket ned. Men det er de nok, når disse linjer bliver læst. Det var nemlig før påske, at Folkebladets reporter mødte dette syn i præsteboligen i Østergade.

Karin Dahm Mortensen, sognepræst i Vissenbjerg i godt 28 år, tog imod, i den tidligere lægebolig – en mastodont på godt 300 kvadratmeter – som siden blev til præstebolig for hende og hendes mand. Men nu er det snart slut med at bo i Vissenbjerg. 

Storebededag 30. april er Karin Dahm Mortensens sidste arbejdsdag i Vissenbjerg Sogn. 

– Som det ser ud nu, skal jeg holde konfirmationer i små hold, så min sidste tid bliver præget af fester, og det er en god måde at afslutte på, siger Karin Dahm Mortensen. 

Husmandssted på Helnæs

Når hun tager hul på sit nye liv som pensionist og efterlønner, bliver det med et tidligere husmandssted på Helnæs som ramme for hende og hendes mands tilværelse. 

Selv om hendes kalender ikke længere vil blive fyldt op med aftaler om begravelsessamtaler, møder med sognebørn, der skal giftes, møder med det øvrige personale, lige som hun heller ikke skal tænke over prædiken til søndagens højmesse, bliver der ikke tale om en total omkalfatring af hendes tilværelse. 

– Vi købte husmandsstedet på Helnæs for 24 år siden – det kunne man kalde for vores pensionsopsparing – som min mand så har renoveret i årenes løb – det er han god til. Vi har holdt alle vores ferier på Helnæs, så vi er kommet til at kende mange mennesker på Helnæs. Vi befinder os midt i naturen med dyr på marken og har udsigt over Lillebælt, så jo, Helnæs er et pragtfuld sted. 

Rejefiskeri

Netop naturen har givet Karin Dahm Mortensen mange store oplevelser. 

– Jeg er vant til at stå tidligt op for både at sætte og røgte garn, siger Karin Dahm Mortensen, som ikke kun går efter at få fisk på middagsbordet, men også fjordrejer. 

– Nogle gange giver rejefiskeriet rigtig godt, andre gange får man kun til en æggemad, siger Karin Dahm Mortensen. 

Det var anderledes i de gode gamle dage, fortæller hun.

– Jeg har fået fortalt, hvordan nogle rejefiskere, når de ville dele ud af deres fangst til naboerne, mødte nedrullede gardiner, for folk ville ikke have flere fjordrejer. Sådan er det ikke længere, men hvorfor, er noget, som vi diskuterer og ikke har svaret på. 

Der kan også komme vildand og dyreryg på middagsbordet hos Karin Dahm Mortensen. Oven i købet vildt, som hun har skudt. 

– Det er utrolig intenst at gå på jagt, siger Karin Dahm Mortensen, men mere end det, for det handler ikke kun om at få et godt måltid. 

– Vi skal også opføre os ordentligt, så vi skal ikke bare skyde på alt, der rører sig. Der skal jo også være vildt til næste år og næste år igen. 

Bukken fik lov til at leve videre

Karin Dahm Mortensen har deltaget i flere bukkejagte, og tre gange har hun fået ram på en buk. Om det bliver til flere, er hun usikker på, netop fordi jagtoplevelsen er så stærk og intens. 

– Selv om jeg har skudt tre bukke, er det en, jeg ikke skød, som jeg husker bedst. 

– Det var på et sted, som kaldes for Toppen, hvor jeg så en buk, som en solskinsmorgen lagde sig i et sprøjtespor. Jeg kunne ikke se den, men høre på dens snorken, at den havde lagt sig til at sove. Efter et par timer vågnede den og var vel kun en 6-7 meter fra mig, da den rejste sig. Det havde været rigtig fredsommelig, den morgen, og det skulle det blive ved med at være, så jeg skød den ikke, fortæller Karin Dahm Mortensen. 

Vil læse kunsthistorie og et sprog

Efterløns- og pensionisttilværelsen kommer dog ikke kun til at handle om at passe høns og diskutere jagt, fiskeri, og hvad der ellers rører sig hos helnæsboerne. Nej, Karin Dahm Mortensen vil også læse kunsthistorie og fransk eller i hvert fald et andet sprog, som hun ikke kan. 

Og det er der sådan set ikke noget nyt i, for en rød tråd i Karin Dahm Mortensens tilværelse har været, at hun har brugt tid til at læse, at sætte sig ind i ting, også ting som var svære.

Det at skulle læse kunsthistorie og et sprog betyder så også, at Karin Dahm Mortensen ind i mellem kommer til at forlade øen, og det er også godt, og så sikrer det, at hun får en intens kontrastoplevelse, når hun kører over dæmningen til Helnæs. 

Skuldrene sænker sig på Helnæs

– Så kommer man ned i gear, og skuldrene sænker sig. Mentaliteten på Helnæs er nemlig, at det vi ikke når i dag, det når vi nok i morgen, fortæller Karin Dahm Mortensen. 

Hun når at virke som præst i Vissenbjerg i godt 28 år eller næsten en menneskealder. 

I den første tid efter hendes beslutning om at stoppe som præst havde hun det mærkeligt med det. 

– Det er jo egentlig lidt underligt, for man ved jo, at den dag kommer. Men nu har jeg det sådan, at jeg glæder mig til det, siger Karin Dahm Mortensen.

Voksede op i Odder

Det lå ikke i kortene, at Karin Dahm Mortensen skulle blive præst. Og hun tog heller ikke den lige vej, selv om hun sådan set altid havde villet det kirkelige liv. 

– Jeg var ikke så meget for at stifte gæld, så jeg uddannede mig til boghandlerassistent, siger Karin Dahm Mortensen, der blev født på Bjerringbro-kanten, men voksede op i Odder i det østjyske. 

23 år gammel beslutter hun sig for at ville læse teologi og tager en hf, så hun kan blive optaget på Aarhus Universitet, hvor det bliver til syv gode år. 

– Jeg fandt sammen med andre, der som jeg kom fra arbejderklassen og ikke var vandt til studiemiljøet. Så vi læste sammen og holdt sammen, husker Karin Dahm Mortensen. 

I foråret 1992 fik Karin Dahm Mortensen sit første job som præst, nemlig et 7 måneder langt vikariat i Bindslev. 

– Jeg holder min sidste prædiken 1. søndag i advent og 2. søndag i advent begynder jeg i Vissenbjerg, fortæller Karin Dahm, der i Vissenbjerg havde fundet sit drømmesogn. 

Drømmesognet 

– Jeg ønskede at bo og leve i et stort landsogn, hvor man kunne komme til at kende folk og være sammen med dem i mange år. Sådan var det også de første 10 år, men for ca. 15 år siden ændrede Vissenbjerg karakter. Vissenbjerg blev til et sogn, hvor folk flytter til som unge, for efter nogle år at flytte et andet sted hen. Derfor er der mange mennesker, som jeg kun kom til at møde til vielses- og dåbssamtaler, siger Karin Dahm Mortensen. 

Ændringen til trods har Karin Dahm Mortensen været utrolig glad ved at være præst i Vissenbjerg igennem alle 28 år. 

Øl på Røverfesten

– Det er ikke sådan, at vi bliver væltet over ende ved søndagsgudstjenesterne, men ved de store begivenheder søger folk kirken, siger Karin Dahm Mortensen. 

Hun er også glad for den måde, hun bliver mødt med ved sommerens store begivenhed i Vissenbjerg, Røverfesten. 

Det er heldigvis ikke sådan, at når folk ser med, så tænker de: Der kommer præsten, og så må jeg hellere gemme min fadøl væk. Nej, folk hilser og smiler, og jeg bliver budt på øl, siger Karin Dahm Mortensen.