Ingen skal føle sig ensom i julen – og det gør Vissenbjerg Kirke så noget ved
Julen er hjerternes fest, men for mange er den også en tid, hvor man hurtigt kan komme til at føle sig ensom. Når familier og venner mødes, kan det nemlig blive særlig mærkbart, hvis man ikke har nogen at dele højtiden med. Det er udgangspunktet for Vissenbjerg Kirke, som takket være en bevilling på 23.200 kroner fra Assens Kommune kan gøre noget særligt ud af højtiden for de grupper, som måske ikke ellers mærker, at det er jul.
Pengene stammer fra Sommerpakken, som Folketinget har vedtaget, og har til formål at skabe initiativer for ældre, som kan få dem ud af den isolation, som coronaen har bragt dem i, og som de måske ikke lige kan komme ud af igen.
”Ældrejul” kalder Vissenbjerg Kirke sit initiativ, hvor ældre og sårbare borgere indbydes til en julegudstjeneste med efterfølgende julefrokost og julehygge. På den måde kommer de til både at høre og mærke julens glade budskab, mener sognepræst Nicolai Røge:
– Pengene fra Assens Kommune giver os mulighed for at gøre noget særligt ud af julen for en gruppe i samfundet, som måske ellers ikke ville mærke det. Samtidig håber vi, at arrangementet kan hjælpe til at deltagerne knytter nye relationer, så ensomheden måske bliver mindre i det nye år.
For at arrangementet ikke skal være en engangsbegivenhed, har man indbudt lokale foreninger og arrangementer, som i det daglige har tilbud for den samme målgruppe. De frivillige herfra vil ved arrangementet fungere som ambassadører for deres aktiviteter, så de ældre måske får lyst til at deltage i nogle af byens sociale tilbud. Sognepræst Nicolai Røge fortæller:
– De ældre skal gerne have lysten til at ses med andre tilbage. Derfor håber vi, at arrangementet kan blive en anledning til at de hører om aktiviteter, som de måske ikke vidste eksisterede, eller som de har været tilbageholdende med at deltage i, fordi de ikke kendte andre. Og om ikke andet, så får de denne dag mulighed for at tale med andre af byens ældre, for måske ligger der et potentielt venskab gemt der?
Arrangementet “Ældrejul” er gratis og finder sted tirsdag den 21. december klokken 11 og begynder i Vissenbjerg Kirke. Efterfølgende er der julefrokost i Vissenbjerghus. Ældre i målgruppen kan tilmelde sig til kirkekontoret telefon 64 47 12 25 (kl. 10-12) eller mail vissenbjerg.sogn@km.d