Hvis Livet Var En Sang

Vissenbjerg

26. august 2021

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Vestfyns Teater præsenterer Lane Lind i Vissenbjerghus – 14 dage senere er der forestilling på Industrien i Aarup

Vestfyns Teater, som i denne sæson, spiller teater på otte forskellige scener i Assens Kommune, gør stop på Vissenbjerghus fredag 3. september klokken 20, hvor Lane Lind akkompagneret af guitaristen Lasse Schmidt indtager scenen med cabareten ”Hvis Livet Var En Sang”. På programmet er bl.a. musik af Kai Normann Andersen, PH, Irving Berlin og Volmer Sørensen.

Sangene bindes sammen af sjove og fængende monologer, som bliver fortalt med underspillet selvironi og parodisk elegance. En typisk anmeldelse: Fem stjerner og … en ægte cabaret. Den er sjov, musikalsk og har noget vigtigt på hjerte.

Noget tyder på, at anmelderne har ret – Lane Lind modtog CphCultures ærespris for denne forestilling. Sådan skriver Vestfyns Teater i en pressemeddelelse.

Efter forestillingen deltager Lane Lind i en eftersnak med publikum, og der bliver helt sikkert noget at snakke om – aftenens oplevelse og et langt liv som skuespiller.

Mad fra Bethesda

Før forestillingen kan Bethesda – Vissenbjerg Samlingshus sørge for aftensmaden – fyldt mørbrad med ovnkartofler, salat og kaffe og kage.

Man skal blot bestille bord senest dagen før på bethesdavissenbjerg@gmail.com eller tlf. 40 35 89 94. Kuvertprisen er 100 kr.

Mænd i mindre doser på Industrien

Allerede 14 dage senere, fredag d. 17. september, rykkes teltpælene til Industrien i Aarup, hvor den uforlignelige Kristian Holm Joensen spiller ”Mænd i mindre doser”. Forestillingen er en satirisk tour de force i ukuelige og elskelige mænd – lige velegnet for kvinder og mænd uanset alder.

Billetter til forestillingerne kan som altid købes via vestfynsteater.dk, tlf. 30 28 29 65 eller mail@vestfynsteater.dk

Del denne historie på: