Hobbyværkstedet skreg efter Jørgen Iversen, og så begyndte han at lave jernfigurer
Årgang 1934’er med højt aktivitetsniveau
Stik Jørgen Iversen en ca. 4 x 6 cm stor metalplade, et tykt stykke rundjern på måske 5 cm, to stykker rundjern på 6 cm, to tyndere på 4 cm og et lille, men bredt stykke rundjern, og så har han basisdelene til at kunne lave en menneskefigur. Pladen er foden, som jernskulpturen står på. Det tykke stykke er kroppen, de to lange stykker er benene, de to korte stykker bliver til arme og det lille stykke formes til et hoved.
Hvis figuren skal forestille f.eks. en trompetist, skal Jørgen Iversen bruge endnu et stykke jern.
Jørgen Iversen begyndte for 11 år siden at lave jernskulpturer, og på de 11 år er det blevet til ca. 100 – langt de fleste bestillingsarbejder.
Jørgen Iversen er fingersnild og har en krøllet hjerne, som han især har brugt til at arbejde sort, nemlig med metaller og med mekanik.
MTB i Skibhusene
Det begyndte allerede i drengetiden, som blev tilbragt i Odenses Skibhuskvarter.
– Jeg blev født 1934. Mine forældre boede i det tredjesidste hus på Skibhusene. Sammen med nogle af kvarterets drenge var jeg med til at opfinde mountainebikesporten (MTB) – ja, det plejede vi at sige. Vi lavede nemlig cykler om, så de kom til at ligne motorcykler, og så kørte vi ellers rundt i de nærliggende skove og marker, fortæller Jørgen.
Efter skolen kom han i lære som klejnsmed. Blev færdig og aftjente derpå sin værnepligt, inden hanbegyndte at læse på Teknikum, for i 1959 at kunne kalde sig for produktionsingeniør.
I to år arbejde han på en ventilatorfabrik i Næstved, inden han vendte tilbage til Fyn.
– Det er de værste år i mit liv. Jeg er fynbo, og arbejdet sagde mig ikke noget, siger Jørgen, der derfor rykkede tilbage til Fyn. Nemlig til Bred, hvor Jørgen og hans kone Inge blev bestyrere på Dansk Trådvareindustri. Det var de i to gange 10 år, inden Jørgen i 1982 købte fabrikken. Fem år senere solgte han dog fabrikken for at koncentrere sig om at lave volierer til fugle, hvilket han gjorde de næste 30 år.
– I 2017 solgte jeg voliere-virksomheden og tilbage er kun produktion af sikkerhedsnet til udsugningsanlæg, og dem laver jeg nogle tusinde af om året, siger Jørgen.
Byggede engelske
motorcykler
I mange år var Jørgens store hobby at bygge engelske motorcykler, især Norton, og mange gange var det sådan, at når han havde bygget en, solgte han den efter et-to år. Og så deltog Jørgen også i en del rallyer rundt omkring, bl.a. gennemførte han to gang The Scottish Six Days Trial.
– Interessen i befolkningen for at køre på og eje gamle engelske motorcykler forsvandt, så jeg holdt op med at bygge dem for i 2010 at købe en ny Triumph motorcykel. Det betød så, at hobbyværkstedet skreg på, at jeg skulle finde på noget nyt at lave.
Det blev så til produktion af jernfigurer, som han laver i sit hobbyværksted, der har fået plads i kælderen i villaen på Østervang i Vissenbjerg.
Det vigtigste arbejdsredskab er autogensvejseren, som han bruger til sammensmeltning af jernstykkerne, som i flydende tilstand er til at forme. På metalstykkerne påfører han klatter af smeltet svejsetråd. Klatterne former han så til f.eks. træsko.
Når figuren – som udgangspunkt er færdig – og det tager som regel mellem 4 og 7 timer, placerer han den i vindueskarmen i stuen ved siden af sin lænestol.
– På den måde kan jeg se, om den er i orden. Og er den ikke det, får den en sidste omgang i kælderen, fortæller Jørgen.
Bestillingsarbejder
En stor del af Jørgens jernfigurer kan inddeles i serier med et bestemt tema: Sport, arbejde, HC Andersen og balance.
– Jeg har en svaghed for balance, og det gælder i livet, hvor man skal passe på ikke at blive for hovskisnovski eller et dumt svin, siger Jørgen.
De fleste figurer er under alle omstændigheder lavet efter bestilling. F. eks. har han lavet flere musikere, men dog ikke en pianist foran sit klaver.
– Det vil blive for tungt, så det siger jeg nej til, fortæller Jørgen.
Skåler med figuren
Han sagde også nej til at lave noget med et kontor til en mand, der fyldte 80.
– Jeg fik så at vide, at han var meget glad for rødvin, og så lavede jeg en figur med en mand, der står med et rødvinsglas. Jeg fik senere et takkebrev fra modtageren, som skrev, at han hver aften skålede med figuren, ler Jørgen.
– Jeg blev engang bedt om at lave en figur med en mand, der arbejdede med computer, og det kunne jeg ikke, måtte jeg meddele, men jeg hørte så, at han holdt meget af Bornholm, og så lavede jeg en figur forestillende en mand, der står på en klippeblok og skuer ud over vandet.
Et tredje arbejde, som Jørgen er stolt af, var en gave til et ældre ægtepar. Det blev til en figur, hvor to ældre mennesker går tur med hinanden i hånden, siger Jørgen.
Det at lave jernfigurer er først og fremmest en hobby, for Jørgen spinder ikke guld på det.
– Jeg har ikke noget ønske om at berige mig, så figurerne koster fra 500 kroner og opefter.