Helle Juhl fortæller ”Barndom på landet”

Vissenbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

 ”Barndom på landet” er titlen på et foredrag i Vissenbjerghus torsdag den 21. april klokken 19.30, som forfatter og journalist Helle Juhl holder med udgangspunkt i hendes bog ”Barndom på landet – erindringer fra efterkrigstidens Danmark”. Hun fortæller om perioden mellem 1945 og 1970, hvor Danmark undergik en kolossal omvæltning fra bondesamfund til industrisamfund. 

Helle Juhl fører os tilbage til børnenes univers med kakkelovnsfyring, roehakning, fysisk afstraffelse og de første parcelhuse. En god erindringsbuket med bidrag fra mange kendte personers barndom. 

Helle Juhl er uddannet journalist, har været dagbladsjournalist og været freelance ved flere magasiner og fagblade. Hun har udgivet en række bøger om landboliv, barndomsliv, kvindekamp og mønsterbrydere. Både i bøger og foredrag levendegør hun i ord og billeder livsvilkår og normer fra et Danmark af i går.

Det er Vissenbjerg Lokalhistoriske Forening, der arrangerer foredraget, hvor alle er velkomne. Entreen inklusive kaffe og kage er 30 kr. for medlemmer og 50 kr. for andre. 

Del denne historie på: