Graduering på børneholdet i Vestfyn Aikikai

Vissenbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

Den 21. december holdt Vestfyn Aikikai graduering for børneholdet, hvor fem elever, der havde forberedt sig siden sommeren, gik op til prøve og skulle vise, hvad de havde lært. Alle bestod deres prøver til ny grad og en ny bæltefarve. Undervejs blev de hjulpet af de ældre elever, der har været igennem de samme prøver tidligere. 

Hjælperne var Lea Vendelbo (sempai), Svante Skovbjerg (sempai) og Adam Risumfeldt (dai sempai). 

Børneholdsinstruktøren Jonas Høgfeldt, som selv i løbet af 2022 har bestået 1. dan sort bælte i Aikido, havde gennem efterårets træning også sørget for, at alle kunne deres pensum. 

Gradueringerne blev vurderet af en af klubbens chefinstruktører Jørgen Jakob Friis (4. dan), som kunne konstatere, at alle havde gjort en stor indsats og var godt forberedt. Efter gradueringen fik alle individuelt feedback. 

De graduerede var: Oscar Jacobsen, 12. kyu Ho (gul stribe) Sebastian Linus Andersen, 12. kyu (gult bælte) Isa D. Vandborg 12. kyu (gult bælte) Valdemar Laursen, 12. kyu (gult bælte) Svante Skovbjerg, 10. kyu (grønt bælte).

Man kan træne på børneholdet fra man er 9 år gammel, og man er altid velkommen til at komme forbi til en prøvetræning onsdage kl. 18.30.

Første træning i det nye år er 18. januar. Voksenholdet har fast træning hver onsdag i Vissenbjerghallerne og hver tirsdag på Syddansk Universitet. Desuden trænes der i Vestfyn Aikikai de tre japanske våbensystemer Aiki Toho Iai, som er træning med sværd, Shindo Muso Ryu Jodo, der er en 400 gammel stilart, hvor man træner forsvar mod sværd med en stav på 122 cm samt Kyudo, der er japansk bueskydning. /hef

Del denne historie på: