Gentog succesen: Vissenbjerg samlede 160.000 kroner ind til knæk cancer

Vissenbjerg

Af Henning Frandsen – hf@folkebladet.net

– Sidste år fik vi samlet 160.000 kroner ind til knæk cancer, men hvordan det bliver i år, er jeg meget usikker på. 100.000 kroner vil være fint, og jeg vil såmænd også blive glad, hvis der kommer 70-80.000 kroner ind, fortalte initiativer nr. 1 i Vissenbjerg, Henrik Kirk, kort før starten til motionsløbet gik luften lørdag klokken 10. 

Motionsløbet var et af mange initiativer, som alle handlede om at generere midler til Kræftens Bekæmpelse. Og anstrengelserne med at samle penge ind bærer frugt, kom borgmester Søren Steen Andersen (V) ind på i hans velkomsttale.  Mange kræftformer, som folk tidligere døde, af, kan man i dag blive helbredt for, takket være bl.a. en stor forskningsindsats, mindede borgmesteren os om. 

Mange andre end løberne var klare fra starten. Bentes Tøjhus fristede med lykkepakker, og dem var der fra begyndelsen rift om. Karina Bai-Larsen solgte genbrugslys, og det har hun gjort i flere år. Hun begyndte med at lave og sælge genbrugslys til fordel for Danmarksindsamlingen, siden kom Knæk Cancer til. 

Vissenbjerg-bageren solgte på dagen et surdejs knæk-cancer brød (som smagte godt), og så havde bagermesteren fået en fodboldtrøje af sin svigersøn, og da han hedder Christian Eriksen, indbragte den på auktion 12.500 kroner. 

Alt i alt nåede Knæk cancer i Vissenbjerg op på samme resultat som sidste år, nemlig 160.000 kroner. 

Stort tillykke til Knæk Cancer i Vissenbjerg fra alle os på Folkebladet.

Del denne historie på: