Fredede snoge skaber røre
Vissenbjerg
24. juli 2025
Ingen grund til panik! Fredede snoge skaber røre, men er helt ufarlige.
Terrariet – Reptile Zoo i Vissenbjerg har i den seneste tid modtaget flere henvendelser fra bekymrede borgere, der har observeret slanger i deres haver. Men der er ingen grund til panik, de beskrivelser, vi får, passer alle sammen på én og samme art: snogen (Natrix natrix).
Snogen er en fredet, fuldstændig ufarlig og særdeles nyttig slange, som lever frit i den danske natur. Den er let genkendelig med sine karakteristiske gule nakkepletter.
“Vi bliver kimet ned i øjeblikket, og vi forstår godt, at folk reagerer, når de ser en slange. Men i næsten alle tilfælde er der tale om snogen – og den skal man glæde sig over at have i sin have, ikke bekymre sig om,” siger Morten Jørgensen, direktør i Terrariet.
Snogen er særlig glad for varme og fugtige gemmesteder som kompostbunker, stenbunker og tæt bevoksning. Og den er ikke farlig, faktisk er snogen med til at holde naturens økosystem i balance, blandt andet ved at æde padder og mus.
I anledning af de mange henvendelser har Terrariets pedel lavet en lille video fra sin egen have, hvor han løfter låget på sin kompost og afslører en hel familie af snoge. Den kan ses på Terrariets Facebookside: https://www.facebook.com/reel/972563221511655.
Hvad gør man?
Ingenting. Snogen er fredet, og det er forbudt at slå den ihjel eller skade den. Hvis du møder en snog, så lad den være.
Den gør ingen skade og er faktisk en gevinst for både have og natur.
Ring gerne til dyrepasser Jonas Caspersen for mere info på telefon: 23 72 11 17

