Fredag kom Michelinstjernen til Vissenbjerg

Vissenbjerg

2. august 2025

Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net

Hver uge henover sommeren inviterer Poul Moestrup og Michael Tibbs på Fugleviglund til grillaftener om fredagen og hver gang med et nyt tema. I fredags var det med Michelin-dekoreret kok ved grillen.

Skal du på tur i Vissenbjergbakkerne eller ved Afgrunden er det oplagt at slutte af med kaffe og kage i caféen på Fugleviglund. 

Det er snart fem år siden Michael Tibbs og Poul Moestrup overtog den tidligere produktionsskole og snart fire år siden, de åbnede caféen. Herudover har de en blomsterforretning med fokus på orkideer, som er Michael Tibbs’ speciale, og en butik med forskellige delikatesser foruden bed and breakfast.

De elsker selv god mad og syntes, der manglede et sted i området. Så ud over caféen, hvor man kan få kaffe og kage, samt brunch og engelsk hightea ved forudbestilling, står den hver fredag i de tre sommermåneder på grillaftener med forskellige temaer.

– Sidste år udvidede vi med maj og september og i år tror jeg også, vi tager september med. Det er især grillaftnerne, der trækker. 

Jeg tror, det er hele pakken, hyggen, naturen og at man kan blive siddende, så længe man vil, siger Poul Moestrup.

– Kommer stjernerne ikke, må vi invitere dem

 Normalt er det Michael Tibbs, der står for maden, men i fredags var det med gæstekok fra belgiske Antwerpen. Her driver Bert Jan Michielsen sammen med sommelier Luc Dickens en steak-restaurant, The Butcher’s Son, og opnåede i 2018 en Michelin-stjerne for sine kulinariske frembringelser der. I år er det endvidere blevet til prisen Artisan of the Year i en anden fransk madguide Gault & Millau.

Fredag skulle han så give et bud på, hvordan en et-stjernet grillmenu kan se ud herude midt i det højfynske landskab.

Kommer Michelinstjernerne ikke til Fyn, hvilket de jo ikke gjorde ved årets uddeling for nylig – i hvert fald ingen nye – så må man invitere dem selv, som Poul Mostrup bemærker.

Gæsterne denne aften var mest lokale, fortalte Poul Moestrup, der selv er vendt hjem til barndommens land efter flere år i udlandet, idet han voksede op i Andebølle, andre gange kommer de også fra Odense, Assens, Middelfart og sågar Lolland. Sidstnævnte fordi de også havde en interesse i orkideer.

Hjerne i saucen

Folkebladet var på besøg i timen op til gæsternes rykind. Bordene både på terrassen og indendøre var dækket til de 37 personer, der havde meldt deres ankomst, og havde man regnet med hektisk stemning i køkkenet, så blev man overrasket. Alt var forberedt, fortalte dagens “chef de cuisine” og Michael Tibbs, der i anledning af det fine besøg var trådt et skridt tilbage. Jo, der skulle da lige laves en bearnaisesauce, som vel at mærke laves fra grunden, som alt andet i dette køkken – med eller uden Michelinkok. Bert Jan Michielsen fortæller, hvordan han altid har en eller flere fonder igang på komfuret. Han lægger meget vægt på at bruge hele dyret, intet går til spilde, det er vores pligt, mener han. Således kunne fredagens gæster også nyde kalvehjernesauce til den franske forret “jambon persillé”, som er røget skinke i gelé med grønne urter.

– Men de får det først at vide bagefter, ellers er der flere, der ikke vil smage på det, siger kokken om hjernesaucen.

Saucer kommer der også på tallerkenen til hovedretten, som er grillet, østrigsk oksefilet. Ikke bare den nævnte bearnaisesauce, men også en kogt på oksehale og tilsmagt med madeira.

Bert Jan Michielsen beskriver, hvordan man skal dyppe sin kødbid i først den ene og så den anden sauce.

Desserten var der også helt styr på under Folkebladets besøg. Den skulle nemlig stå på køl i 12-14 timer, i løbet af hvilke friske jordbær, hindbær og blåbær skulle suge smag til sig fra ferskner kogt i hvidvin og citron og tilsat en sjat Cointreau.

– Lige inden serveringen blander vi det hele og serverer det med en klat friskrørt is på toppen fortæller Bert Jan Michielsen, der også serverer alle retterne i sin restaurant i Antwepen.

Måske med undtagelse af dagens appetizer – grillstegt brød med en tatar af friskfanget makrel fra Bogens, tilsat ingefær og burrata, en italiensk friskost i stil med mozzarella.

Det var ikke svært at lokke Bert Jan Michielsen til Vissenbjerg. Han og Michael Tibbs har kendt hindanden i mange år, siden de mødtes på en hotelskole i Sydafrika, og han havde hørt om hans og Poul Moestrups sted ved Vissenbjerg.

– Det ville vi gerne se, siger Bert an Michielsen, der tog familien med og gjorde en lille ferie ud af det.

– Vi har ikke været i Danmark før, så vi har besøgt Legoland, og her finder børnene snegle og frøer og nyder udendørslivet, fortæller han – nøjagtig som gæsterne gerne gør det fredag aften på Fugleviglund.

Nu på fredag er der på grund af Røverfesten ingen grillaften. Men fredag 8. august er der igen mulighed for grillmiddag i grønne omgivelser. Denne gang med italiensk tema og Michael Tibbs tilbage som chefkok.

Del denne historie på: