Forår = bagklapmarked
Hvad gør man med cykeltaskerne til cyklen, som for længst er blevet til storskrald, havenisserne, der har mistet malingen, den gamle parasol, som på 17. år samler støv i skuret, for ikke at tale om DVD-boksene med film, som hu har set til hudløshed, den komplette samling af Bo Bedre 1987-1999 og så videre, og så videre.
Løsningen ligger lige for, spørger du Lions Vissenbjerg/Årup, som siger: Smid tingene på din trailer eller ind i bagagerummet på din bil og lej en stand – eller to – på bagklapmarkedet lørdag 29. april klokken 9-14, som traditionen tro foregår på parkeringsarealet ved Vissenbjerg Idræts- og Kulturcenter.
Helt efter bogen fristen arrangørerne med kaffe, te og et rundstykke til de første 200 – det være sig gæster eller kræmmere – som møder op på pladsen.
Hver stadeplads koster 150 kroner og fås ved at kontakte Poul, tlf. 3012 8740 eller Allan, tlf. 6144 2690.
Gæster og kræmmere behøver i øvrigt ikke tage madpakke eller drikkelse med, for sulten kan stilles med pølser og tørsten slukkes med øl og vand.
Overskuddet vil ubeskåret gå til hjælpearbejdet i krigsområder eller til ofre for naturkatastrofer,
Lions Vissenbjerg/Årup har de seneste par måneder sendt penge til hjælpearbejdet i Ukraine og til jordskælvsofrene i Tyrkiet og Syrien, og flere penge er på vej i samarbejde med alle andre Lions klubber i Danmark.