Fodboldpiger får drømmelegat
Vissenbjerg
20. november 2021
Af Lise Wolf – lw@folkebladet.net
Der er en aldersforskel på fire år imellem dem, og de kommer fra tre forskellige skoler, Frøbjerg-Orte Friskole, Vissenbjerg Skole og Aarupskolen. Alligevel er U-14 fodboldpigerne fra SSV Højfyn et godt sammentømret hold, og det kan nu også ses på deres spillertøj.
Holdet har nemlig fået tildelt Gjensidige Kvindeligas Drømmelegat, det fortæller en af mødrene, Karina Bai Larsen, som har været en af drivkræfterne bag ansøgningen til Gjensidige.
– Tilbage i 2020 blev en anden forælder på holdet opmærksom på legatet, og 30.12. skrev jeg en ansøgning. I starten af 2021 blev jeg kontaktet af Gjensidige, der fortalte, at de ville opfylde pigernes ønske, men herefter blev der ventetid, da tøjet blev forsinket – det var vist strandet i Suez-kanalen fortæller Karina Bai Larsen. Endelig i sidste uge kunne Gjensidige overrække tøjet – spillertøj og træningstøj til pigerne – og som et plaster på såret for den lange ventetid – også en rygsæk til hver.
Med drømmelegatet ønsker Gjensidige, der er hovedsponsor for Gjensidige Kvindeliga, at styrke kvindefoldbolden i Danmark ud fra den antagelse, at en stærk bredde giver en endnu stærkere elite. Derfor legatet, hvor pigefodboldspillere eller andre med tilknytning til dem kan søge om noget, de eller deres klub mangler for at løfte træningen til næste niveau.
Det bliver spændende at følge, hvad det nye spillertøj kommer til at gøre for SSV Højfyns U-14 piger.