Dagli’Brugsen Vissenbjerg lukker især på grund af skærpet konkurrence
To ansatte får job i Morud
Der er fire grunde til, at SuperBrugsen Søndersø, som ejer Dagli’Brugsen i Vissenbjergcentret, trækker stikket.
– Den vigtigste årsag er, at Assens Byråd gav lov til at placere dagligvarehandel i Skallebølle. Det flyttede en del handel væk fra Vissenbjerg, og det har været dyrt for Vissenbjerg by, siger direktør i SuperBrugsen Søndersø, Michael Haaning Bjerg.
De øvrige grunde er stigende energipriser og et ændret handelsmønster, nemlig at folk køber billigere varer, hvor avancen er mindre.
Endelig stod brugsen overfor at udskifte køle og fryseanlægget.
– Det er et gammelt freonlæg, der bliver dårligere og dårligere, som tiden går, og som ofte koster 20-30.000 kroner i reparationsudgifter. Et nyt anlæg ville have været en investering på ca. 3 millioner kroner, fortæller brugs-direktøren.
Brugsen i Vissenbjerg var i mange år en superbrugs, men begyndte at skrante og blev nedgraderet til en dagli’Brugs. SuperBrugsen Søndersø overtog Dagli’Brugsen ved årsskiftet 2016-17 og besluttede ved den lejlighed, at brugsen skulle have sin egen delikatesse-afdeling, som normalt ikke hører til en Dagli’Brugs.
– Det gik faktisk godt i flere af årene, indtil byrådet tillod dagligvarehandel i Skallebølle, siger Michael Haaning Bjerg.
Personalet har knoklet
– Et er sikkert, det er ikke på grund af personalet, for det har virkelig knoklet i alle årene. Så stor ros til dem, siger direktøren.
En så drastisk beslutning som at lukke en brugs har betydet, at hele personalet er blevet sagt op, dvs. seks voksne og 20 ungarbejdere.
– Vi har umiddelbart kunnet tilbyde de to delikatessepiger at komme til Dagli’Brugsen i Morud, hvor vi åbner en delikatesseafdeling. De øvrige vil blive kontaktet af vores HR-afdeling, siger Michael Haaning Bjerg.
Dagli’Brugsen i Vissenbjerg lukker med udgangen af november.
Butikken inklusive lager og kontor er på 1.087 kvadratmeter og ejes af SuperBrugsen i Søndersø.
Den vil blive sat til salg, men SuperBrugsen er også åben over at udleje lokalerne.