Brug FynBus 130 til og fra Odense og vær med til at fastholde busforbindelsen

Vissenbjerg

Af Troels Beck på vegne af  Vissenbjerg Lokalråd 

Færre busafgange

Da seneste køreplan (19. februar 2023) trådte i kraft, var det med færre busafgange mellem Odense og Vissenbjerg direkte med bus 130/131 om aftenen og især i weekender og helligdage! Årsag: Busrutens passagertal er faldet meget. Region Syddanmark vil ikke blive ved med at dække det økonomiske merforbrug på rute 130/131, derfor lyder der en kraftig opfordring fra Lokalrådet i Vissenbjerg, til borgere i og omkring Vissenbjerg: Indtænk bussen fx ved biografture, familiebesøg m.v. Overvej de fordele, der er ved at bruge bussen til Odense på arbejde eller til uddannelsesinstitution. Køb et pendlerkort til FynBus 130/131 og spar i forhold til at køre i egen bil godt 15.000 årligt!

Ekstra udgift til plusture

Efter februar i år er der om lørdagen kun to busforbindelser, der kører direkte fra Vissenbjerg til Odense. Det er kl. 16:51 og kl. 19:53 fra Vissenbjerg. Der er flere forbindelser, men det er så via Tommerup og Skalbjerg, med plustur (læs: plustaxi) og videre med lokaltoget til Odense. Den modsatte vej er der kun én direkte aften-busforbindelse kl. 20:25 fra Odense! Ellers også her via Tommerup og Skalbjerg. For almindelige rejsende betales der 25 kroner pr. plustur, altså en ekstraudgift på 50 kroner ved en biograftur i Odense.

(Dog er plusturen gratis, hvis man har købt en standardtogbillet forud).

Og så er der et krav om at ”plus-taxa’en” skal bestilles senest to timer før, den skal bruges, så det kræver planlægning.

Flex trafik er en del af den kollektive transport

Alle kan køre med ”plustur” og ”flextur. Du kan benytte ”plustur” og ”flextur” i de fleste fynske kommuner, dog ikke til og fra Odense Kommune! Det vil sige, du kan fra Vissenbjerg kun køre til bygrænsen til Odense, derfra skal du skifte til anden offentlig transport. Derfor må du via Tommerup eller Skalbjerg og med tog den sidste strækning til Odense. 

Merudgift 25 kroner pr. vej, dog er plusturen gratis, hvis man har købt en standardtogbillet forud. En lille fordel, du kan blive kørt helt hjem, dvs. fra et knudepunkt (togstation, busholdeplads) og videre til dit bestemmelsessted.

Flextur, 

er et andet tilbud, som FynBus administrerer. Her kan du køre mellem to adresser også til eller fra nabokommunen, dog er Odense desværre ikke med i den ordning! Flextur er noget dyrere, idet der afregnes pr. kørt kilometer 8 kroner.

Spar penge og formindsk forureningen

Søg på nettet: ”FynBus guiden”, der viser, hvad du sparer i kroner og ører, når du benytter offentlig transport sammenlignet med kørsel i egen bil. Du kan også aflæse, hvor meget CO2-besparelsen er.

Andre fordele med FynBus

Du kan tage din cykel og barnevogn gratis med på turen. Er du pensionist, er der ekstra rabat midt på formiddagen og om aftenen. Og som pensionist kan du rejse hele Fyn og Langeland rundt, du kan bruge busserne, letbanen og plustur og tage to børn under tolv år med på din tur mod at betale 250 kroner måneden.

Rejsekortet

En rigtig god billetordning. Med et rejsekort er du fri for at tænke på billetter.

Når du har købt et rejsekort, tjekker du ind, når rejsen påbegyndes og tjekker ud, når rejsen er slut, og prisen for rejsen bliver automatisk trukket på rejsekortet. En ekstra god ordning er at få aftalt ”automatisk optankning”, så har du altid penge på dit rejsekort.

OBS: Torsdag 30. marts vil FynBus ambassadører være at træffe hos SPAR-købmanden i Vissenbjerg mellem kl. 14 og 16 og igen fredag 31. marts kl. 10-13.

Rejseplanen

Den nyeste trykte brochure er køreplanen pr. 19. februar 2023. Men du kan via nettet www.rejseplanen.dk – altid finde de aktuelle trafikforbindelser, fx hvis der er aflysninger, forsinkelser etc. Rejseplanen kan også downloades på ens mobiltelefon. Vælg fælles transport og formindsk forureningen i byen og naturen. 

Del denne historie på: