Alle pladser var taget til slagtøjskoncert i Vissenbjerg

Vissenbjerg

Af Troels Aarøe Nissen

Publikumsrækkerne var fyldte, da der torsdag aften var slagtøjskoncert i Vissenbjerg. De 400 mennesker var kommet for at opleve et af årets højdepunkter: Den store slagtøjskoncert.

Det er ikke ”for sjov”, at koncerten er opkaldt efter selve instrumentfamilien slagtøj. Det var nemlig det første og overvældende syn, der mødte én, da man trådte ind ad døren til multisalen i Vissenbjerg. Trommer, marimbaer, steel drums og slagtøj lige så langt øjet rakte – og lidt til.

Koncerten startede med et dinosaurtema, og derfra tog orkestrene de fremmødte med på en musikalsk tur fra Bee Gees over Safri Duo til The Weekend og Ed Sheeran. Fuld fart på. Der var også tid til det mere eftertænksomme og storslåede med blandt andet filmmusik og Tjajkovskij. 

De optrædende var Assens Musikskoles slagtøjselever og musikelever fra Verninge Husflid under ledelse af slagtøjslærer Anders Kirk Pedersen. De fleste spillede slagtøj, men der var også sang, saxofon, bas og keyboards. En imponerende produktion med musik, lys og video. Et stort velsmurt maskineri med energi, overskud og glæde. 

Det var tydeligt at mærke, at det vat nuet, der talte, og at det er musikkens magi og samlende kraft, der drev alle musikerne og de frivillige.

Et hold tidligere elever, som havde gået i musikskole for mange år siden, havde fundet hinanden på Facebook. Gruppen genoplivede deres marimbaband og leverede en fin gæsteoptræden. Et bevis på, at musik er for livet, og kan spilles af både store og små.

Den altid veloplagte Mikkel Ollerup Thomsen bandt det hele sammen som konferencier med både quiz, fine introduktioner, gak og løjer. 

Orkestrene, der spillede, var Los Mosquitos, Woodknockers, Los Bandidos og Los Amigos. De spillede både hver for sig, på kryds og tværs og i slutnummeret var alle mand på scenen.

Del denne historie på: